Sut på din sut, lille dreng

Jeg skal love for, der bliver suttet løs. Og der bliver suttet.
Før man ved af det, bliver sutten nappet og bortført og gemt væk.
Jeg mener, har du tabt sutten er da ikke et rigtigt ordsprog?
Og jeg ved godt jeg skriver det her, fordi jeg netop tilfældigt kom på, at jeg burde lave et blog indlæg, bare lige for at holde den i live - lidt ligesom en komapatient der er frastødende og alligevel aldrig vågner; den skal jo stadig fodres. Bemærk, 'den'.
Men altså...
Har du tabt sutten, er da et underligt ordsprog - de fleste menneske er børn når de sutter, og de græder da ihvertfald hvis de taber sutten. Det er derfor i første omgang noget sært noget at spørge om.
Omvendt, så kunne man sige, hvem fanden har lyst til en sut der har været på gulvet?
Jeg ved ikke hvor det her indlæg fører hen -
til sandkassen måske?

Hvorfor julemanden er et ensomt menneske

Det er da ligenetop for sent, at nå, det man gerne vil, når man sidder om aftenen og lukker halvfærdige projekter ned - med visheden om, at man vil gentage sit handlemønster dagen efter.
For det er ganske enkelt kernen i sagen - handlemønstre.
Når noget så simpelt som at samle en grøn kuglepen op fra flisegulvet, fører til kage i køleskabet, eller en and på vejen fører til poolsvømning eller ligefrem stjernekigning, så ender man tit med sætningen: ''Hvordan endte jeg her - og hvorfor helvede er det her så sort?''

Misundelighed er endog en grim ting. Man kan drømme sig væk i knap så mange ting, at fantasien løber med bukserne og man sidder med røven bar i realiteten. Og så kan misundelse være en fin afløber for metaforisk toiletpapir - bare for at dæmme op for det værste skidt.

Værst er det dog, at have det så vidunderligt - og stadig føle sig mindre lykkelig eller oplevende end sine medmennesker. Mindreværd og oplevelses-svigt er en slem omgang for dem der bruger meget tid alene.

Julemanden må være et ensomt menneske.

Autopiloteret hverdagsadfærd, vanedannelse og sjælen

Man skal passe rigtig godt på. Vaner er farlige af en årsag - man slår fra, man glemmer, tiden forsvinder og du ender foran spejlet, spørgende; ''HAR jeg rent faktisk børstet tænder?''.

En ven spurgte mig forleden, en aften, om jeg troede på, at vi havde en sjæl.
En sjæl. Det der er os, men som ikke er vores krop eller noget fysisk som sådan.
Jeg tror jeg vil sige ja - men forklare det sådan her:
Sjælen er over det hele i din krop, det er ligegyldigt hvor meget der er af den, den eksisterer implicit i din krop, så længe du er levende. Selvom din finger, hånd, arm eller hele underkrop bliver skåret af, så eksisterer sjælen stadig, i ligeså stor grad. I min verden, så forsvinder den dog endegyldigt, forevigt, fra din krop, ligeså snart du dør. Den holder op med at eksistere; den flakker ikke hvileløst rundt. Sjælen er som en virus, den eksisterer kun så længe der er en 'vært'.
Der er dog en forskel.
Din sjæl lever også i andre mennesker, og andre menneskers sjæl lever i dig. Den flyder ikke over som en tom, ubevidst masse, den er målbevidst, har nogle kriterier; nærvær, samvær, fællesskab. Følelsesmæssigt engagement. Hver gang du møder et nyt menneske, hver gang du har den mindste mikroskopiske relation til dette menneske, så opsuger du en lille del af han/hendes sjæl og omvendt. I udveksler sjælemasse. Og sjælemasse findes i uendelighed.
Og hvergang forholdet mellem dig og et andet menneske forbedres, udvikles, så udveksler i mere sjæl, i lever mere i hinanden og fylder mere i hinandens liv.
Sjæle i andre mennesker er følelsesmæssige erindringer. Tanken og forholdet til andre personer.
Og det er derfor sjælen lever videre i andre mennesker - ligeså længe de husker og føler.
I realiteten kan man sige, at de største mennesker lever længst.
Og det er værd at tænke på.

Det der var før, og det der kommer efter

Jeg vil være ærlig og sige, at dette indlæg kun har en funktion - at mindske mellemrummet, tiden, mellem indlæggene. Om det skyldes min milde form for OCD, min samvittighed der ikke kan holde til at efteråret presser på og informerer mig om, at sidste indlæg var i april, før sommeren overhovedet var til, eller om det mere er mangel på samme, mangel på inspiration eller trang til at skrive, men ikke føle jeg netop har tid. Hvilket er sært, da tid nok er noget af det, jeg har mest af ligenu.

For man vil så gerne skrive noget unikt, noget anderledes, noget gennemført og fantastisk - noget folk vil læse med ivrig iver og nikke genkendende til. Man vil gerne være en smule ved siden af dér, hvor man er lige nu.

Hvad var der før? Tomrum. Altså, i tidsmæssig forstand, der var AFstand og det er længe siden jeg var langt væk. Og det er en skam, for længde er især noget der betyder noget.

Det der kommer efter; det kan man kun løbe efter, planlægge eller prøve at forstå.

Hormona - ''Hormona tager i byen''

Hormona - ''Hormona har PMS''

Her er første afsnit i min hjemmelavede pixi-morale serie om Hormona.
Jeg vil så vidt muligt lægge flere op efterhånden.

Novelle - ''Når jeg vælger tag selv slik, så vælger jeg selv''

En novelle om det at vælge og vælge fra, og processen derimellem. Skrevet af mig. 

Når jeg vælger tag selv slik, så vælger jeg selv. Jeg står i butikken og jeg gør det systematisk.
Går systematisk til værks, først et overblik, som at skrive et godt stykke tekst, derefter nøje granskning, fra ende til anden. Jeg udvælger de bedste, og det tager længere tid hvis det er første gang i butikken. Når jeg igennem slikket, og mine penge tillader det, så tager jeg de mindre gode. Aldrig mere end et stykke. Hver lille mundfuld er en unik oplevelse. Dem jeg kan lide bedst tager jeg to af, men kun de allerbedste. Før jeg vejer, så stopper jeg op. Kigger nøje op og ned af rækken. Det skal være organiseret, det skal være systematisk. Når jeg selv vælger slik, så gør jeg det effektivt. Jeg ryster ikke på hånden, jeg tøver aldrig. Hver eneste tanke opfylder dens formål, hver eneste overvejelse vejer ind.
Er der andre mennesker, så står vi ved siden af hinanden. Er vi i samme retning, som når man læser en bog, så følger vi pænt efter. Står i kø. Viser respekt. Vi kigger aldrig på hinanden. Vores øjne mødes aldrig. Alligevel har vi et sært lille forhold, et sammenspil. Og det er især når vi går hinanden i møde. Når jeg starter fra den ene ende, og vedkommende starter fra den anden ende. Vi bevæger os langsomt tættere på hinanden, til sidst står vi helt tæt. Dobbelt lågene åbner, vi holder lågerne for hinanden, ung som gammel, det er oldgamle uskrevne regler når man vælger slik. Nu sker det. Vedkommende udser sig et stykke slik, der befinder sig på den anden side af mig. Vedkommende bakker ud. Skaber overblik. Jeg udser mig et stykke på vedkommendes side. Et splitssekunds stilhed, som et pendul der skal vende tilbage. Og så rykker vi os, synkront, en lydløs rytme. Et øjeblik, og vedkommende ånder lettet op, jeg gør det samme.  Vores mål er nået, vi får vores stykke. Når jeg vælger slik, så danser jeg med andre – og de andre danser med.
Jeg er glad, når jeg vælger slik. Jeg er en friheds elsker, der er ingen rammer. Friheden kommer til fysisk eksistens når man ser børn. Børn, der uden tøven åbner låget og tager et stykke. Nogle ved det er forbudt, nogle ved det ikke – men fælles for dem alle, så kigger de sig omkring når de står med stykket i hånden, ’er der nogen der ser mig? Er der nogen der stopper mig?’. Så tæt på, og alligevel så langt væk. De propper det i munden, og deres moder stopper dem.
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig som et barn igen, men nu gør jeg. I butikkerne har de fået handsker. Plastik handsker, gennemsigtige, til at rive af og smide ud. Et sted inde i mig klapper en lille dreng med hænderne. Hænderne, der nu slipper for den døde skovl, den metalliske, kolde skål. Handsken giver mig distanceret frihed, jeg kan udvælge præcis det stykke jeg ønsker mig, præcis det stykke der kalder mest på mig. Og i tankerne tøver jeg , putter det langsomt i munden, og smiler som en tyv, en hemmelighed der kun er min.
I efterspillet, i nydelsesperioden, findes der en kaosfaktor. Jeg gemmer mig helst for den. Men som meget kaos, er den næsten uundgåelig. Den er andre mennesker, og andre menneskers sult. ’Hvad er det du har der? Er det slik? Er det til mig?’. Så er jeg i et dilemma, og det er ikke rart. Og jeg vrænger mit ansigt. Vil du vælge at gemme slikket bort og nyde det selv, eller vil du give et stykke, vil du ødelægge symmetrien, vil du give slip på det unikke stykke. Sådan spørger min samvittighed mig. Og det er en katastrofe, for dem jeg bedst kan lide har jeg to af, og dem jeg mindst kan lide har jeg en af, så uanset hvad så går jeg glip af noget hvis jeg giver. Men hvis jeg ikke gør, så bliver menneskerne sure, så får jeg minuspoint i deres tælleskema. Og når jeg så endelig har sagt nej, så kan jeg alligevel ikke nyde det ordentligt. Derfor gemmer jeg mine små oplevelser, og jeg kan gå mellem folk på gaden og fnise for mig selv, for slikket er mit. Og når jeg vælger slik, så vælger jeg selv.