Når jeg vælger tag selv slik, så vælger jeg selv. Jeg står i
butikken og jeg gør det systematisk.
Går systematisk til værks, først et overblik, som at skrive et godt stykke tekst, derefter nøje granskning, fra ende til anden. Jeg udvælger de bedste, og det tager længere tid hvis det er første gang i butikken. Når jeg igennem slikket, og mine penge tillader det, så tager jeg de mindre gode. Aldrig mere end et stykke. Hver lille mundfuld er en unik oplevelse. Dem jeg kan lide bedst tager jeg to af, men kun de allerbedste. Før jeg vejer, så stopper jeg op. Kigger nøje op og ned af rækken. Det skal være organiseret, det skal være systematisk. Når jeg selv vælger slik, så gør jeg det effektivt. Jeg ryster ikke på hånden, jeg tøver aldrig. Hver eneste tanke opfylder dens formål, hver eneste overvejelse vejer ind.
Er der andre mennesker, så står vi ved siden af hinanden. Er vi i samme retning, som når man læser en bog, så følger vi pænt efter. Står i kø. Viser respekt. Vi kigger aldrig på hinanden. Vores øjne mødes aldrig. Alligevel har vi et sært lille forhold, et sammenspil. Og det er især når vi går hinanden i møde. Når jeg starter fra den ene ende, og vedkommende starter fra den anden ende. Vi bevæger os langsomt tættere på hinanden, til sidst står vi helt tæt. Dobbelt lågene åbner, vi holder lågerne for hinanden, ung som gammel, det er oldgamle uskrevne regler når man vælger slik. Nu sker det. Vedkommende udser sig et stykke slik, der befinder sig på den anden side af mig. Vedkommende bakker ud. Skaber overblik. Jeg udser mig et stykke på vedkommendes side. Et splitssekunds stilhed, som et pendul der skal vende tilbage. Og så rykker vi os, synkront, en lydløs rytme. Et øjeblik, og vedkommende ånder lettet op, jeg gør det samme. Vores mål er nået, vi får vores stykke. Når jeg vælger slik, så danser jeg med andre – og de andre danser med.
Jeg er glad, når jeg vælger slik. Jeg er en friheds elsker, der er ingen rammer. Friheden kommer til fysisk eksistens når man ser børn. Børn, der uden tøven åbner låget og tager et stykke. Nogle ved det er forbudt, nogle ved det ikke – men fælles for dem alle, så kigger de sig omkring når de står med stykket i hånden, ’er der nogen der ser mig? Er der nogen der stopper mig?’. Så tæt på, og alligevel så langt væk. De propper det i munden, og deres moder stopper dem.
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig som et barn igen, men nu gør jeg. I butikkerne har de fået handsker. Plastik handsker, gennemsigtige, til at rive af og smide ud. Et sted inde i mig klapper en lille dreng med hænderne. Hænderne, der nu slipper for den døde skovl, den metalliske, kolde skål. Handsken giver mig distanceret frihed, jeg kan udvælge præcis det stykke jeg ønsker mig, præcis det stykke der kalder mest på mig. Og i tankerne tøver jeg , putter det langsomt i munden, og smiler som en tyv, en hemmelighed der kun er min.
I efterspillet, i nydelsesperioden, findes der en kaosfaktor. Jeg gemmer mig helst for den. Men som meget kaos, er den næsten uundgåelig. Den er andre mennesker, og andre menneskers sult. ’Hvad er det du har der? Er det slik? Er det til mig?’. Så er jeg i et dilemma, og det er ikke rart. Og jeg vrænger mit ansigt. Vil du vælge at gemme slikket bort og nyde det selv, eller vil du give et stykke, vil du ødelægge symmetrien, vil du give slip på det unikke stykke. Sådan spørger min samvittighed mig. Og det er en katastrofe, for dem jeg bedst kan lide har jeg to af, og dem jeg mindst kan lide har jeg en af, så uanset hvad så går jeg glip af noget hvis jeg giver. Men hvis jeg ikke gør, så bliver menneskerne sure, så får jeg minuspoint i deres tælleskema. Og når jeg så endelig har sagt nej, så kan jeg alligevel ikke nyde det ordentligt. Derfor gemmer jeg mine små oplevelser, og jeg kan gå mellem folk på gaden og fnise for mig selv, for slikket er mit. Og når jeg vælger slik, så vælger jeg selv.
Går systematisk til værks, først et overblik, som at skrive et godt stykke tekst, derefter nøje granskning, fra ende til anden. Jeg udvælger de bedste, og det tager længere tid hvis det er første gang i butikken. Når jeg igennem slikket, og mine penge tillader det, så tager jeg de mindre gode. Aldrig mere end et stykke. Hver lille mundfuld er en unik oplevelse. Dem jeg kan lide bedst tager jeg to af, men kun de allerbedste. Før jeg vejer, så stopper jeg op. Kigger nøje op og ned af rækken. Det skal være organiseret, det skal være systematisk. Når jeg selv vælger slik, så gør jeg det effektivt. Jeg ryster ikke på hånden, jeg tøver aldrig. Hver eneste tanke opfylder dens formål, hver eneste overvejelse vejer ind.
Er der andre mennesker, så står vi ved siden af hinanden. Er vi i samme retning, som når man læser en bog, så følger vi pænt efter. Står i kø. Viser respekt. Vi kigger aldrig på hinanden. Vores øjne mødes aldrig. Alligevel har vi et sært lille forhold, et sammenspil. Og det er især når vi går hinanden i møde. Når jeg starter fra den ene ende, og vedkommende starter fra den anden ende. Vi bevæger os langsomt tættere på hinanden, til sidst står vi helt tæt. Dobbelt lågene åbner, vi holder lågerne for hinanden, ung som gammel, det er oldgamle uskrevne regler når man vælger slik. Nu sker det. Vedkommende udser sig et stykke slik, der befinder sig på den anden side af mig. Vedkommende bakker ud. Skaber overblik. Jeg udser mig et stykke på vedkommendes side. Et splitssekunds stilhed, som et pendul der skal vende tilbage. Og så rykker vi os, synkront, en lydløs rytme. Et øjeblik, og vedkommende ånder lettet op, jeg gør det samme. Vores mål er nået, vi får vores stykke. Når jeg vælger slik, så danser jeg med andre – og de andre danser med.
Jeg er glad, når jeg vælger slik. Jeg er en friheds elsker, der er ingen rammer. Friheden kommer til fysisk eksistens når man ser børn. Børn, der uden tøven åbner låget og tager et stykke. Nogle ved det er forbudt, nogle ved det ikke – men fælles for dem alle, så kigger de sig omkring når de står med stykket i hånden, ’er der nogen der ser mig? Er der nogen der stopper mig?’. Så tæt på, og alligevel så langt væk. De propper det i munden, og deres moder stopper dem.
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig som et barn igen, men nu gør jeg. I butikkerne har de fået handsker. Plastik handsker, gennemsigtige, til at rive af og smide ud. Et sted inde i mig klapper en lille dreng med hænderne. Hænderne, der nu slipper for den døde skovl, den metalliske, kolde skål. Handsken giver mig distanceret frihed, jeg kan udvælge præcis det stykke jeg ønsker mig, præcis det stykke der kalder mest på mig. Og i tankerne tøver jeg , putter det langsomt i munden, og smiler som en tyv, en hemmelighed der kun er min.
I efterspillet, i nydelsesperioden, findes der en kaosfaktor. Jeg gemmer mig helst for den. Men som meget kaos, er den næsten uundgåelig. Den er andre mennesker, og andre menneskers sult. ’Hvad er det du har der? Er det slik? Er det til mig?’. Så er jeg i et dilemma, og det er ikke rart. Og jeg vrænger mit ansigt. Vil du vælge at gemme slikket bort og nyde det selv, eller vil du give et stykke, vil du ødelægge symmetrien, vil du give slip på det unikke stykke. Sådan spørger min samvittighed mig. Og det er en katastrofe, for dem jeg bedst kan lide har jeg to af, og dem jeg mindst kan lide har jeg en af, så uanset hvad så går jeg glip af noget hvis jeg giver. Men hvis jeg ikke gør, så bliver menneskerne sure, så får jeg minuspoint i deres tælleskema. Og når jeg så endelig har sagt nej, så kan jeg alligevel ikke nyde det ordentligt. Derfor gemmer jeg mine små oplevelser, og jeg kan gå mellem folk på gaden og fnise for mig selv, for slikket er mit. Og når jeg vælger slik, så vælger jeg selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar