torsdag den 18. april 2013
onsdag den 17. april 2013
Hormona - ''Hormona har PMS''
Her er første afsnit i min hjemmelavede pixi-morale serie om Hormona.
Jeg vil så vidt muligt lægge flere op efterhånden.
Jeg vil så vidt muligt lægge flere op efterhånden.
lørdag den 13. april 2013
Novelle - ''Når jeg vælger tag selv slik, så vælger jeg selv''
En novelle om det at vælge og vælge fra, og processen derimellem. Skrevet af mig.
Når jeg vælger tag selv slik, så vælger jeg selv. Jeg står i
butikken og jeg gør det systematisk.
Går systematisk til værks, først et overblik, som at skrive et godt stykke tekst, derefter nøje granskning, fra ende til anden. Jeg udvælger de bedste, og det tager længere tid hvis det er første gang i butikken. Når jeg igennem slikket, og mine penge tillader det, så tager jeg de mindre gode. Aldrig mere end et stykke. Hver lille mundfuld er en unik oplevelse. Dem jeg kan lide bedst tager jeg to af, men kun de allerbedste. Før jeg vejer, så stopper jeg op. Kigger nøje op og ned af rækken. Det skal være organiseret, det skal være systematisk. Når jeg selv vælger slik, så gør jeg det effektivt. Jeg ryster ikke på hånden, jeg tøver aldrig. Hver eneste tanke opfylder dens formål, hver eneste overvejelse vejer ind.
Er der andre mennesker, så står vi ved siden af hinanden. Er vi i samme retning, som når man læser en bog, så følger vi pænt efter. Står i kø. Viser respekt. Vi kigger aldrig på hinanden. Vores øjne mødes aldrig. Alligevel har vi et sært lille forhold, et sammenspil. Og det er især når vi går hinanden i møde. Når jeg starter fra den ene ende, og vedkommende starter fra den anden ende. Vi bevæger os langsomt tættere på hinanden, til sidst står vi helt tæt. Dobbelt lågene åbner, vi holder lågerne for hinanden, ung som gammel, det er oldgamle uskrevne regler når man vælger slik. Nu sker det. Vedkommende udser sig et stykke slik, der befinder sig på den anden side af mig. Vedkommende bakker ud. Skaber overblik. Jeg udser mig et stykke på vedkommendes side. Et splitssekunds stilhed, som et pendul der skal vende tilbage. Og så rykker vi os, synkront, en lydløs rytme. Et øjeblik, og vedkommende ånder lettet op, jeg gør det samme. Vores mål er nået, vi får vores stykke. Når jeg vælger slik, så danser jeg med andre – og de andre danser med.
Jeg er glad, når jeg vælger slik. Jeg er en friheds elsker, der er ingen rammer. Friheden kommer til fysisk eksistens når man ser børn. Børn, der uden tøven åbner låget og tager et stykke. Nogle ved det er forbudt, nogle ved det ikke – men fælles for dem alle, så kigger de sig omkring når de står med stykket i hånden, ’er der nogen der ser mig? Er der nogen der stopper mig?’. Så tæt på, og alligevel så langt væk. De propper det i munden, og deres moder stopper dem.
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig som et barn igen, men nu gør jeg. I butikkerne har de fået handsker. Plastik handsker, gennemsigtige, til at rive af og smide ud. Et sted inde i mig klapper en lille dreng med hænderne. Hænderne, der nu slipper for den døde skovl, den metalliske, kolde skål. Handsken giver mig distanceret frihed, jeg kan udvælge præcis det stykke jeg ønsker mig, præcis det stykke der kalder mest på mig. Og i tankerne tøver jeg , putter det langsomt i munden, og smiler som en tyv, en hemmelighed der kun er min.
I efterspillet, i nydelsesperioden, findes der en kaosfaktor. Jeg gemmer mig helst for den. Men som meget kaos, er den næsten uundgåelig. Den er andre mennesker, og andre menneskers sult. ’Hvad er det du har der? Er det slik? Er det til mig?’. Så er jeg i et dilemma, og det er ikke rart. Og jeg vrænger mit ansigt. Vil du vælge at gemme slikket bort og nyde det selv, eller vil du give et stykke, vil du ødelægge symmetrien, vil du give slip på det unikke stykke. Sådan spørger min samvittighed mig. Og det er en katastrofe, for dem jeg bedst kan lide har jeg to af, og dem jeg mindst kan lide har jeg en af, så uanset hvad så går jeg glip af noget hvis jeg giver. Men hvis jeg ikke gør, så bliver menneskerne sure, så får jeg minuspoint i deres tælleskema. Og når jeg så endelig har sagt nej, så kan jeg alligevel ikke nyde det ordentligt. Derfor gemmer jeg mine små oplevelser, og jeg kan gå mellem folk på gaden og fnise for mig selv, for slikket er mit. Og når jeg vælger slik, så vælger jeg selv.
Går systematisk til værks, først et overblik, som at skrive et godt stykke tekst, derefter nøje granskning, fra ende til anden. Jeg udvælger de bedste, og det tager længere tid hvis det er første gang i butikken. Når jeg igennem slikket, og mine penge tillader det, så tager jeg de mindre gode. Aldrig mere end et stykke. Hver lille mundfuld er en unik oplevelse. Dem jeg kan lide bedst tager jeg to af, men kun de allerbedste. Før jeg vejer, så stopper jeg op. Kigger nøje op og ned af rækken. Det skal være organiseret, det skal være systematisk. Når jeg selv vælger slik, så gør jeg det effektivt. Jeg ryster ikke på hånden, jeg tøver aldrig. Hver eneste tanke opfylder dens formål, hver eneste overvejelse vejer ind.
Er der andre mennesker, så står vi ved siden af hinanden. Er vi i samme retning, som når man læser en bog, så følger vi pænt efter. Står i kø. Viser respekt. Vi kigger aldrig på hinanden. Vores øjne mødes aldrig. Alligevel har vi et sært lille forhold, et sammenspil. Og det er især når vi går hinanden i møde. Når jeg starter fra den ene ende, og vedkommende starter fra den anden ende. Vi bevæger os langsomt tættere på hinanden, til sidst står vi helt tæt. Dobbelt lågene åbner, vi holder lågerne for hinanden, ung som gammel, det er oldgamle uskrevne regler når man vælger slik. Nu sker det. Vedkommende udser sig et stykke slik, der befinder sig på den anden side af mig. Vedkommende bakker ud. Skaber overblik. Jeg udser mig et stykke på vedkommendes side. Et splitssekunds stilhed, som et pendul der skal vende tilbage. Og så rykker vi os, synkront, en lydløs rytme. Et øjeblik, og vedkommende ånder lettet op, jeg gør det samme. Vores mål er nået, vi får vores stykke. Når jeg vælger slik, så danser jeg med andre – og de andre danser med.
Jeg er glad, når jeg vælger slik. Jeg er en friheds elsker, der er ingen rammer. Friheden kommer til fysisk eksistens når man ser børn. Børn, der uden tøven åbner låget og tager et stykke. Nogle ved det er forbudt, nogle ved det ikke – men fælles for dem alle, så kigger de sig omkring når de står med stykket i hånden, ’er der nogen der ser mig? Er der nogen der stopper mig?’. Så tæt på, og alligevel så langt væk. De propper det i munden, og deres moder stopper dem.
Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig som et barn igen, men nu gør jeg. I butikkerne har de fået handsker. Plastik handsker, gennemsigtige, til at rive af og smide ud. Et sted inde i mig klapper en lille dreng med hænderne. Hænderne, der nu slipper for den døde skovl, den metalliske, kolde skål. Handsken giver mig distanceret frihed, jeg kan udvælge præcis det stykke jeg ønsker mig, præcis det stykke der kalder mest på mig. Og i tankerne tøver jeg , putter det langsomt i munden, og smiler som en tyv, en hemmelighed der kun er min.
I efterspillet, i nydelsesperioden, findes der en kaosfaktor. Jeg gemmer mig helst for den. Men som meget kaos, er den næsten uundgåelig. Den er andre mennesker, og andre menneskers sult. ’Hvad er det du har der? Er det slik? Er det til mig?’. Så er jeg i et dilemma, og det er ikke rart. Og jeg vrænger mit ansigt. Vil du vælge at gemme slikket bort og nyde det selv, eller vil du give et stykke, vil du ødelægge symmetrien, vil du give slip på det unikke stykke. Sådan spørger min samvittighed mig. Og det er en katastrofe, for dem jeg bedst kan lide har jeg to af, og dem jeg mindst kan lide har jeg en af, så uanset hvad så går jeg glip af noget hvis jeg giver. Men hvis jeg ikke gør, så bliver menneskerne sure, så får jeg minuspoint i deres tælleskema. Og når jeg så endelig har sagt nej, så kan jeg alligevel ikke nyde det ordentligt. Derfor gemmer jeg mine små oplevelser, og jeg kan gå mellem folk på gaden og fnise for mig selv, for slikket er mit. Og når jeg vælger slik, så vælger jeg selv.
Jeg læste for nylig...
Og det er vigtigt at understrege, at når man har læst noget, så er folk mere villige til at tro en. Siger de.
Man har de læst det? Næppe. Paradoksalt nok ... eller paradoksalt lidt?
Jeg læste fornylig en novelle af den japanske forfatter Haruki Murakami (jeg kan kun anbefale dig at læse hans bøger), i forbindelse med en opgave, hvor jeg skulle analysere og fortolke den. Herunder har jeg uploadet begge dele, og håber du vil finde novellen og analyse/fortolkningen ligeså interessant som mig.
Novellen hedder ''Om at møde den 100 % perfekte pige en smuk aprilmorgen'' (teksten er svær at læse, da det er et udklip fra en avis artikel - derfor har jeg kopieret den ind efter billederne)
En smuk aprilmorgen går jeg forbi
den 100 % perfekte pige på en af de
små gader i Harajuku.
Hun er ikke specielt smuk og heller ikke
særlig tjekket klædt, hun har sovehår
og er nok tæt på de tredive, men allerede
på halvtreds meters afstand ved jeg det.
Hun er den 100 % perfekte pige for mig.
Mit hjerte skælver, og min tunge føles
som sandpapir.
Det kan godt være, du foretrækker en
bestemt type pige, en med tynde ankler,
store øjne eller måske en med smukke
hænder, hvad ved jeg? Måske kan du godt
lide en pige, der giver sig god tid, når hun
spiser, eller sådan noget. Jeg har selvfølgelig
mine præferencer, og når jeg er ude at
spise, sker det, at jeg griber mig selv i at
stirre på pigen ved nabobordet, fordi jeg
godt kan lide hendes næse.
Men man kan ikke definere den 100 %
perfekte pige. Jeg kan faktisk ikke engang
huske, hvordan hendes næse så ud. Ja,
knap nok om hun havde en. Jeg husker
kun, at hun ikke var specielt smuk. Det er
meget underligt.
»Jeg gik ellers forbi den 100 % perfekte
pige her forleden dag«, fortæller jeg en
kammerat.
»Nå…« svarer han. »Var hun smuk?«
»Næ, det kan man ikke sige«.
»Var hun så din type?«
»Det kan jeg ikke huske. Jeg kan hverken
huske, hvordan hendes øjne så ud, eller
om hun havde store eller små bryster,
intet«.
»Det lyder underligt«.
»Det er underligt«.
»Men hvad så?« spørger han og ser ud
til at kede sig, »Gjorde du noget? Talte du
til hende, eller fulgte du efter hende?«
»Nej, intet som helst«, svarer jeg. »Jeg
gik bare forbi hende«.
*
Hun kommer gående fra øst mod vest,
jeg kommer gående fra vest mod øst. Det
er virkelig en smuk aprilmorgen.
Jeg har lyst til at tale med hende, bare i
en halv time. Jeg vil gerne vide, hvor hun
er i sit liv, og fortælle hende, hvor jeg er i
mit. Mest af alt vil jeg gerne prøve at forklare
det forunderlige i, at vi lige netop
går forbi hinanden her på en af de små gader
i Harajuku denne smukke aprilmorgen
i nitten hundrede og enogfirs. Der er
noget varmt og hemmelighedsfuldt over
det ligesom en gammel maskine bygget i
en fredeligere verden.
Når vi har snakket lidt om det, kunne vi
gå hen og spise frokost et sted, se en
Woody Allen-film og få et par drinks på en
hotelbar. Hvem ved, hvis alt går godt, ender
jeg måske med at gå med hende hjem
i seng.
Mulighederne banker på mit hjertes
dør.
Vi er nu så tæt på hinanden, at der kun
er femten meter imellem os.
Hvad skal jeg sige for at komme i kontakt
med hende?
»Hej, har du tid til at snakke med mig
en halv times tid?«
Nej, det lyder dumt. Så tror hun bare, at
jeg sælger forsikringer.
»Undskyld, men ligger der et renseri
her i nærheden, som har døgnåbent?«
Det lyder også dumt. Især fordi jeg ikke
har nogen pose med snavsetøj med.
Måske skal jeg bare være ærlig. »Hej, jeg
tror, at du er den 100 % perfekte pige for
mig«.
Den replik tager hun næppe for gode
varer. Og selvom hun gør, kan det meget
vel være, at hun slet ikke har lyst til at tale
med mig og siger, at hun måske er den
100 % perfekte pige for mig, men at jeg ikke
er den 100 % perfekte dreng for hende.
Hvis det ender sådan, bryder jeg garanteret
totalt sammen. Jeg er allerede toogtredive
år gammel, og sådan er det at blive
ældre.
Jeg passerer hende lige ud for en blomsterforretning.
Et let strejf af fortættet
varm luft rammer min hud. Fortovet er
fugtigt, og der dufter af roser. Jeg kan ikke
få mig selv til at sige noget. Hun har en
hvid sweater på og en kuvert i hånden,
hvor der ikke er sat noget frimærke på
endnu. Hun har skrevet til nogen. Hun ser
frygtelig træt ud, som om hun har skrevet
på brevet hele natten. Måske rummer kuverten
alle hendes hemmeligheder.
Jeg går et par skridt, vender mig om,
men da er hendes skikkelse allerede forsvundet
i menneskemylderet.
*
Nu ved jeg selvfølgelig godt, hvad jeg
skulle have sagt. Det ville bare blive alt for
langt, og jeg ville garanteret ikke kunne
finde de rigtige ord. Jeg er ikke god til den
slags.
Jeg ville være begyndt med »Der var engang
…« og endt med: »Er det ikke en trist
historie?«
(side 2)
*
Der var engang en dreng og en pige.
Drengen var atten år, og pigen var seksten.
Han var ikke nogen særlig flot fyr, og
hun var heller ingen skønhed. De var bare
en helt almindelig ensom dreng og en
helt almindelig ensom pige, men begge
var de overbeviste om, at der et sted i denne
verden fandtes den 100 % perfekte pige
eller dreng for dem.
En dag mødtes de tilfældigt på et gadehjørne.
»Det var dog utroligt. Jeg har ledt
efter dig hele mit liv. Det kan godt være, at
du ikke tror det, men for mig er du den
100 % perfekte pige«, sagde drengen til pigen.
Så sagde pigen til drengen: »Du er også
den 100 % perfekte dreng for mig. Du er
fuldstændig, som jeg har forestillet mig,
du skulle være. Du er min drømmeprins«.
De satte sig på en bænk i parken og
snakkede, som kunne de aldrig få nok, og
de var ikke ensomme mere. Det er virkelig
fantastisk, når man finder den, der er
100 % perfekt for en, og den person har det
på samme måde.
Men i begges hjerter var der en lille bitte
snert af tvivl. Var det nu en god ting at få
virkeliggjort sine drømme så let?
Da der kom et mindre ophold i samtalen,
sagde drengen: »Skulle vi ikke prøve
én gang til? Hvis vi virkelig er 100 % perfekte
for hinanden, vil vi uvægerligt mødes
igen et eller andet sted. Og når vi gør
det, vil vi være sikre på, at vi er 100 % perfekte
for hinanden, og så gifter vi os lige
med det samme. Er det ikke en god idé?«
»Jo, det synes jeg«, svarede pigen, og så
skiltes de.
Men helt ærligt, så var det slet ikke nødvendigt,
for de var i den grad sande elskende,
og nu skulle skæbnens ubarmhjertige
bølger kaste dem hid og did.
En vinter blev de begge to meget syge af
det års ondsindede influenza og efter at
have svævet mellem liv og død i flere uger
mistede de begge to ethvert minde om,
hvad der var sket engang. Da de var blevet
raske, var deres hukommelse lige så tom
som den unge D.H. Lawrences sparegris.
Men drengen og pigen var både kloge
og ihærdige, og de fik kæmpet sig op, så
de atter kunne tænke klart og føle noget
og hermed vende tilbage til samfundet
som fuldgyldige borgere. De kunne igen
både finde ud af at skifte tog i undergrundsbanen
og tage på posthuset og
sende et ekspresbrev. De oplevede også
kærligheden, helt op til 75 eller 85 %.
Drengen var blevet toogtredive år gammel
og pigen tredive. Tiden var gået overraskende
hurtigt.
En smuk aprilmorgen gik han fra vest
mod øst på en af de små gader i Harajuku
for at gå hen og få sin sædvanlige morgenkaffe,
og hun gik fra øst mod vest på
vej hen for at købe frimærker til et ekspresbrev.
De mødtes midt på gaden. Et
kort sekund oplyste det svundne minde
deres hjerter.
Hun er jo den 100 % perfekte pige for
mig.
Han er jo den 100 % perfekte dreng for
mig.
Men genskæret fra deres tabte minde
var alt for svagt, og deres tanker var ikke
længere så skarpe som fjorten år tidligere,
så de gik forbi hinanden uden at sige et
ord og forsvandt begge to i folkemængden.
Er det ikke en trist historie?
*
Det var jo det, jeg skulle have sagt til hende
*
Herunder har jeg skrevet analyse og fortolkningen - jeg håber du kan bruge den, til at forstå novellen og dens perspektiver bedre.
’’En smuk aprilmorgen går jeg forbi den 100 % perfekte pige på en af de små gader i Harajuku.’’
Sådan starter Haruki Murakamis novelle af næsten samme navn og handler i bund og grund om en af de ting der fylder mest, hvis ikke allermest, i menneskers liv - nemlig kærligheden. Den handler om at springe ud i det når chancen byder sig, uden at tænke over konsekvenserne, og opnå den ultimative kærlighed. Om at undgå en hverdag med meningsløshed, fortrydelse, ensomhed og fortvivlelse. Om at fortabe sig i fantasier og drømmeverdener. For gennem novellens fiktion, beskriver Murakami på enkel og elegant vis eksistensen og det at acceptere realiteterne – det at turde eksistere som menneske.
I novellen følger vi en toogtredive årig mand og hans tanker, fra han opdager den 100 % perfekte pige på gaden, til han passerer hende uden at gøre forsøg på kontakt og herefter indser hvad han skulle have sagt. Novellen springer en del i tid, både i den ’reelle historie’ og den opdigtede, men vi følger som udgangspunkt manden. Novellen kan groft deles op i to dele; første del, fortalt med manden som jeg-fortæller, hvor vi præsenteres for mandens tanker om pigen, om hendes udseende og en samtale mellem ham og en kammerat. I samtalen kan han ikke sætte fingeren på, hvad der lige netop gjorde hende den 100 % perfekte pige, da hun hverken virkede som hans type, var specielt smuk eller skilte sig ud på anden måde. Med undtagelse af, at hun altså var den 100 % perfekte pige. Samtalen slutter med en udramatisk udredelse af, at han intet gjorde eller sagde til hende.
Vi følger fortællerens tankegang og hans diskussion med sig selv, der på sympatisk vis, og på en måde mange mennesker vil kunne nikke genkendende til, omhandler hvad han kan tillade sig at sige og gøre i en sådan situation. Han kæmper for at finde en måde, hvorpå han kan fortælle hende, at hun er hans 100 % perfekte pige uden at blive skræmt væk. Meget rammende skriver Murakami, som mange mænd spørger sig selv; ’’Hvad skal jeg sige for at komme i kontakt med hende?’’ Som læser føler vi derfor en identificering med manden, da vi følger hvordan han, i hovedet, prøver forskellige indgangsvinkler, men kort efter skyder dem ned, ganske sikker på at 100 % pigen vil reagere negativt.
På henkastet vis, fortælles læseren om mandens romantiske fremstilling af, hvordan kontakten med pigen kunne forløbe, hvordan manden og pigen, efter at have snakket, kunne tage ud at spise, se en film og måske ende i seng sammen. Igen et simpelt, men præcist, billede på hvordan mange mennesker fantaserer sig til drømmeverdener af idyl og harmoni. Denne fremstilling kan læseren igen identificere sig med, og den bidrager til billedet af at manden er ganske almindelig, med almindelige opfattelser og normer, og dermed igen et godt billede på den almindelige mand. En genkendelsens glæde for mange læsere.
Fortælleren, manden, er så bange for at gøre noget galt, som for eksempel at den 100 % perfekte pige reagerer utilsigtet eller negativt, at der i sidste ende ingen kontakt er mellem dem overhovedet. Også selvom han i realiteten ikke havde noget at miste, men alt at vinde. Da de passerer hinanden lægger han i højere grad mærke til hendes kuvert end hendes ansigt og krop, der kort beskrives som et træt ansigt og en hvid sweater. Igen fantaserer han sig langt væk og fortæller sig selv at hun sikkert ser træt ud, fordi hun har skrevet på brevet i kuverten hele natten og at det måske indeholder alle hendes hemmeligheder. Denne adfærd er besynderlig, da man typisk er mere interesseret i ansigtstræk og udtryk eller kroppen på folk man finder attraktive. Derimod fokuseres der på brevet og dennes eventuelle omstændigheder.
Anden del af novellens ’grov-opdeling’, er en historie inde i novellen, en slags metafortælling, som samtidig er et fiktivt billede på den ’reelle’ historie i novellen. Denne metafortælling, fortalt i 3.person, starter med at fortælleren tænker tilbage på, hvad han burde have sagt til den 100 % perfekte pige. Som intro til metafortællingen skriver Murakami (set fra fortællerens synspunkt): ’’Jeg ville være begyndt med »Der var engang…« og endt med: »Er det ikke en trist historie?«’’ Dette giver læseren en ide om slutningen, og gør læseren opmærksom på, at det følgende er en historie fortælleren beretter.
Selve metafortællingen handler i korte træk om en ung dreng og pige, der mødes tilfældigt på gaden og med det samme ved at de er hinandens 100 % perfekte partner. Et meget urealistisk scenarie, der er næsten komisk og ’drømmeverdens perfekt’, da han siger han har ledt efter hende hele sit liv (18 år er ikke meget – hans liv har altså kun været ganske kort) og hun fortæller ham, at han er hendes drømmeprins. De snakker sammen, forstår hinanden og er helt 100 % perfekte for hinanden. De er intet mindre end lykkelige for ikke at være ensomme længere. Det er en meget eventyrlig fremstilling af deres historie, hvor flere ting der karakteriserer eventyr indgår. Slutningen er dog, lidt atypisk for de fleste eventyr, mere trist. For drengen og pigen er ikke sikre på, at det er en god ting at få sine drømme realiseret så let, og de beslutter sig for at skilles for at teste, at de virkelig er skabt for hinanden. De aftaler at når de uvægerligt mødes igen, så vil de giftes lige på stedet, hvorefter de går hver til sit. Her er igen to eventyrtypiske træk, en prøvelse for helten(e) og det at blive gift og leve lykkeligt til deres dages ende. Ligeledes er det typisk at drømmen der skal realiseres, set fra drengen og pigens synspunkt, er at møde den eneste ene, den skæbnes bestemte. Skæbnen vil det dog, at de begge bliver ramt af influenza, og at deres hukommelse bliver ’’lige så tom som den unge D.H. Lawrences sparegris’’. Herefter beskriver Murakami hvordan de kæmper sig tilbage som fuldgyldige samfundsborgere igen (borgere der kan skifte tog i undergrundsbanen eller sende ekspresbreve), og her vender vi tilbage til novellens reelle historie. Det beskrives nu hvordan drengen, som toogtredive år gammel mand, går hen ad Harajukus gader, mod øst, en smuk aprilmorgen, mens pigen går på samme gade, mod vest, for at købe frimærker til sit brev. Altså, en beskrivelse af hvad der reelt skete i historien. De to mødes på gaden og et kort øjeblik husker de, at de er perfekte for hinanden. Men deres minder er for svage, hvilket resulterer i, at de passerer forbi hinanden uden nogen form for kommunikation. Læseren vil typisk, et kort øjeblik, tro at det hele ender lykkeligt på klassisk ’Hollywood facon’, men bliver snydt af den triste slutning. Ser man på den reelle historie, er dette også nødvendigt, da fortælleren, lige før starten af metafortællingen, giver en ide om slutningen på metafortællingen. Ligeledes er det en nødvendighed, som følge af det faktum at (hvis vi antager at metafortællingen er et billede på virkeligheden) en lykkelig slutning ikke ville passe på, hvad der sker i realiteten.
Som sagt slutter metafortællingen med sætningen: ’’Er det ikke en trist historie?’’, som egentlig er henvendt til den 100 % perfekte pige (hvis han havde stoppet op og fortalt hende det), men læses som en direkte henvendelse til læseren. Dette giver illusionen af at vi nu er hoppet et niveau ’op’ i novellens fortællerlag. Via et afsnitsskift ’hopper’ vi endnu et niveau op og fortælleren slutter med ordene: ’’ Det var jo det, jeg skulle have sagt til hende.’’ Han siger det, som var hele metafortællingen en diskussion med ham selv eller læseren hele tiden. Mere direkte henvendt til læseren og mere som et symbol på fortrydelse, er det, at han gerne vil ud af sin fantasiverden og faktisk snakke med hende. Set i retrospekt, burde han derfor have handlet anderledes.
Metafortællingen er en speciel størrelse, der giver hele novellen et nærmest flerdimensionelt univers. Man kan stille den op på tre forskellige måder, der hver giver en forskellig vinkel på historien. Den første måde beskriver hvad der reelt skete i historien, hvor man kun kigger på deres forbi passeren på gaden, og antager at deres fortid som unge er fiktiv. Men for at denne måde skulle stemme, så skulle fortælleren have kunne fortalt metafortællingen til den 100% perfekte pige og de ville så have være nødt til at kontakte hinanden på gaden, hvilket igen ville betyde at metafortællingens billede på historiens reelle forløb, ville være afveget.
En anden måde antager at metafortællingen bare er et fiktivt fantasifoster, en opdigtet fortidshistorie om de to, som fortælleren kunne have brugt som ’icebreaker’ overfor den 100 % perfekte pige. Man kan tolke slutningen: ’’Var det ikke en trist historie?’’ henvendt til 100 % pigen, som et billede på de to, og som en skjult hentydning til, om de to ikke skulle gøre den lykkelig sammen i stedet. Man kan sige, at han kunne have fortalt den fiktive historie om dem, som endte ulykkeligt, for at deres kunne ende lykkeligt.
En tredje mulighed er, at hele metafortællingen er sand og den er den virkelige historie bag hele novellen. Her er perioden fra før han fik influenza og mistede hukommelsen, et skjult fortidsminde, mens perioden efter influenzaen og hukommelsestabet er en opremsning af hans eget liv samt hvad der rent faktisk skete, da han spottede den 100 % perfekte pige på gaden. Fortælleren opdager således et ægte fortidsminde, som følge af at han ser 100 % pigen på gaden (som han mødte som ung), men antager mindet for noget han har opdigtet og bruger det som noget, han burde have sagt.
Alt afhængigt af hvilken vinkel man kigger på metafortællingen og den reelle historie, samt hvordan man kombinerer de tre måder at stille metafortællingen op på, og alt efter hvad man antager for fiktivt i forløbet, så ændrer hele historien sig.
Vender vi tilbage til eventyraspektet, har eventyr ofte en morale, og i dette tilfælde tester drengen og pigen i metafortællingen deres kærlighed til hinanden. Det betyder dog at de aldrig får hinanden, som følge af de tragiske hændelser. Det samme er tilfældet med manden i den reelle historie, hvor testen består i at han skal kontakte den 100 % perfekte pige på gaden. Frygten for at blive afvist, kombineret med manglende selvtillid gør dog at han mister hende og sandsynligvis til evig tid, da Tokyo (som Harajuku distriktet ligger i) er en af verdens største byer. At han mangler selvtillid, ses i det faktum at han selv fortæller og har (antager vi i dette tilfælde) opdigtet historien, men allerede før han begynder på eventyret, hans fantasi, giver den en trist slutning. Slutningen er altså et billede på hans eget liv, hvor der aldrig rigtig sker noget.
Murakamis novelle er skrevet på en afslappet og enkel, men detaljerig måde. Vi får som læser et effektivt indblik i hvad fortælleren tænker og føler indeni, mens vi, ud fra hans reelle handlinger får en ydre synsvinkel på historien. Det er derfor ikke svært at følge fortælleren, hvilket gør at novellen kan sammenlignes som en samtale mellem to venner, læseren og fortælleren, i stedet for en opremsende og beskrivende fortælling. Ligeledes gør novellen lidt op med idealet om at han, som mand eller dreng, er selvsikker målrettet og maskuliniteten selv og hun, som kvinde eller pige, er det mest elskværdige og smukke væsen på jorden. At det perfekte par ikke får hinanden til sidst, denne lidt anti-klimatiske slutning, giver novellen en komisk twist og giver i sidste ende novellen en befriende realisme. Man finder som læser en trøst i, at verden ikke er et glansbillede og at man ikke altid opnår det man drømmer om.
Det essentielle tema i novellen, kærlighed, bliver på poetisk vis beskrevet med sætningen: ’’Der er noget varmt og hemmelighedsfuldt over det, ligesom en gammel maskine bygget i en fredeligere verden’’. Murakami symboliserer her kærligheden ved at sammenligne den med en ’urkraft’, en kraft der kontinuerligt har bundet mennesker sammen gennem årtusinder, uanset udviklingen i samfundet og det omkringliggende miljø. Det er ikke svært at forestille sig maskinen (som symbol på kærligheden), arbejde sig gennem tiden, med rustne tandhjul, og klare de forhindringer der kommer i vejen.
Når vi til daglig taler om at nogen er 100 % perfekt er det blot en talemåde, en beskrivelse af at en person er meget perfekt. Dette er tilsyneladende også tilfældet i novellen, indtil omtalen af 75 til 85 % perfekte mennesker. På et splitsekund er kærligheden og mennesket, blevet et produkt, hvor kvaliteten eller niveauet helst skal være det 100 % perfekte. Mellem linjerne skal man altså helst have en partner der er 100 % perfekt for en, eller i hvert fald have en med en højere procentdel perfekthed end naboen. Den 100 % perfekte kærlighed og det 100 % perfekte menneske, går altså fra en subjektiv beskrivelse til en almen målestok – et glimrende billede på samfundets forbrugerudvikling og ’køledisk-mekanik’.
Denne udvikling har Murakami snedigt fået med i novellen, ved på komisk vis at inddrage forfatteren D.H. Lawrence. Lawrence (som levede fra år 1885 til år 1930, det vil sige under den industrielle revolution, og det folkelige gennembrud), skrev om den industrielle revolutions dehumaniserende effekter på mennesket, fx dets spontanitet følelser og instinkt, som følge af moderniseringen og industrialiseringen. Med inddragelsen af Lawrence, peger Murakami på at vi i dag, som følge af industrialiseringen, måler og vejer kærligheden i langt større grad, som eksemplet med brugen af 75 til 85 % perfekte mennesker. Denne distancering og måde at gøre mennesker og kærlighed til et objekt, ses også i beskrivelsen af hvordan pigen og drengen vender tilbage til samfundet som fuldgyldige borgere, og ’opnår en fuld normalisering’.
Hele denne udvikling blev ligeledes beskrevet i 50’erne og 60’ernes realisme, men det vil jeg ikke komme videre ind på.
Murakami behandler i novellen hvad der blev affødt af disse perioder med stigende materialisme, nemlig problemer med ensomhed og meningsløshed. Disse to elementer er grundlæggende når vi skriver om eksistentialisme, at eksistere som mennesker og de spørgsmål vi stiller os selv om livet som helhed. På den måde vender vi tilbage til kærligheden, tilbage til novellen, både den reelle historie og metafortællingen. I metafortællingen (delen hvor de mødes første gang), er drengen og pigen et idyllisk billede på den 100 % perfekte og ægte kærlighed. Men ægte kærlighed er i dag et næsten skæbnebestemt billede, med idealer og krav der skal opfyldes, og her glemmer de fleste, at vi vel kun er mennesker alle sammen. Realiteten i novellen er da også en anden, for i den reelle historie er han, fortælleren, helt almindelig og hun, den 100 % perfekte pige, ligeledes helt almindelig.
Måden hovedpersonen, fortælleren, i starten af novellen tænker på, er som sagt et rammende billede på hvordan mange har det med kærligheden. Mange bliver en smule introverte, fører diskussioner med sig selv og snakker med andre om det. Der argumenteres for og imod, i stedet for bare at springe på hovedet ud i det. I stedet for at invitere folk ud eller bare sige ’’Hej!’’, har mange mennesker en tendens til at gå forbi og dufte til resterne af vedkommendes tilstedeværelse. Bagefter kan man fortryde sine handlinger, og trøste sig selv med klichéer, som ’der er masser af fisk i vandet’ eller ’det var sikkert bare indbildning’ og at fortrydelsen går over, men hvad nu hvis? Hvad nu hvis denne 100 % perfekte pige, faktisk VAR den 100 % perfekte pige, hvad nu hvis, uden øje for eventuelle negative konsekvenser, man bare havde sagt ’’Hej’’?
Og det er lige netop hvad Murakami, blandt andet, forsøger at give udtryk for i novellen; at man skal leve i nuet og gribe chancerne når de byder sig – da de i sidste ende kan gå hen og gøre dine drømme til virkelighed. Kærligheden er for mange en lang og kompliceret affære, og dette symboliserer Murakami ligeså, ved at skrive den lange metafortælling, som fortælleren ’skulle have fortalt hende’.
På mange måder er ’kuvert scenen’ i novellen et godt billede på den idylliske kærlighed. Fortællerens manglende interesse for den 100 % perfekte pige som person, kan forklares med at han ganske enkelt bare er forelsket i tanken om den eneste ene, den 100 % perfekte pige. Derfor fantaserer han sig langt væk i ideen og ikke personen, som i grunden kunne være en hvilken som helst der passer ind i fantasien, i dette tilfælde pigen med kuverten. Dette forklarer også, hvorfor han ikke rigtig kan forklare hendes udseende overfor vennen og hvorfor han måske i bund og grund ikke brød ind og tog kontakt, da han så sandsynligvis ville opdage at hun ikke er ’100 % perfekt’ og dermed ikke ville kunne leve op til fantasien. Resultatet ville være, at fantasien ville krakelere.
Kigger man på mennesker generelt, er der ingen der er 100 % perfekte, da vi alle har små fejl eller mangler (her må jeg understrege at det selvfølgelig en meget individuel opfattelse), og det 100 % perfekte er et ideal vi stræber imod, det ultimative og det i sidste ende uopnåelige. Endelig kan man se hans opdigtede triste historie, metafortællingen, som en overdreven forlængelse af hans fantaseren, og måske er årsagen til at de ikke får hinanden til sidst, ganske enkelt fordi, som tidligere nævnt, at han er forelsket i ideen og ikke hende som person. Dette forklarer også uoverensstemmelsen i at hun får ’hans hjerte til at skælve og hans tunge til at føles som sandpapir’, men han alligevel fokuserer på kuverten og ikke ansigt og krop.
Fortælleren har et meget malende og idyllisk billede på det perfekte romantiske forhold, men når han nævner fuldgyldige borgere, så skal de kun kunne sende ekspresbrev og tage undergrundsbanen, hvilket viser at han er mere eller mindre fantasiløs når det gælder hverdagshandlinger, endnu et billede på hans egen virkelighed.
Novellen er derfor et godt billede på kærligheden og mange af dens aspekter. Den er både et billede på at vi alle leder efter den eneste ene, jagter den helt igennem ægte kærlighed et, i virkeligheden, urealistisk begreb. Men også et billede at de færreste mennesker faktisk finder den 100 % perfekte (derimod accepterer vi hinanden og dermed bliver mennesker subjektivt 100 % perfekte for hinanden), men må indse, at den idealiserede kærlighed sjældent stemmer overens med realiteterne. Den er et billede på at kærligheden kan være en lang og kompliceret affære, og at det kræver mod og viljestyrke at turde springe ud i det, da man ellers kan forpasse sin chance.
Endelig er en spøjs, men fascinerende, detalje ved novellen dens ’dobbeltsidighed’. Man kan så at sige læse den ’bagfra’, hvis man antager at den opdigtede historie om at pigen og drengen mødtes som ung, er ægte. Novellen kunne altså læses (billedet hvorpå artiklen står, er netop delt op på denne måde), som at to unge møder hinanden, de er 100 % perfekte, de tester deres perfekthed, får influenza og glemmer alt, men mødes igen og går forbi hinanden, uden kontakt. Som følge af mødet, udspiller første del af novellen sig herefter (første billede). Den opdigtede historie i novellen, som ville have været løsningen på hans kontaktproblem, er altså den fortidige virkelighed i den bagvendte novelle, som leder til første del af novellens begivenheder.
Genkendelige hverdagsproblemer og behandling af livets store emner, i en symfoni med skjulte budskaber og hentydninger, giver novellen en komisk, intelligent humor, der på en gang både fascinerer og sætter tanker i gang. Som læser sidder man tilbage, med et spørgsmål blandt mange: ’’Hvor meget kan jeg rent faktisk genkende mig selv i novellen?’’
Herunder har jeg skrevet en perspektivering, som du også skal være meget velkommen til at læse.
Man har de læst det? Næppe. Paradoksalt nok ... eller paradoksalt lidt?
Jeg læste fornylig en novelle af den japanske forfatter Haruki Murakami (jeg kan kun anbefale dig at læse hans bøger), i forbindelse med en opgave, hvor jeg skulle analysere og fortolke den. Herunder har jeg uploadet begge dele, og håber du vil finde novellen og analyse/fortolkningen ligeså interessant som mig.
Novellen hedder ''Om at møde den 100 % perfekte pige en smuk aprilmorgen'' (teksten er svær at læse, da det er et udklip fra en avis artikel - derfor har jeg kopieret den ind efter billederne)
En smuk aprilmorgen går jeg forbi
den 100 % perfekte pige på en af de
små gader i Harajuku.
Hun er ikke specielt smuk og heller ikke
særlig tjekket klædt, hun har sovehår
og er nok tæt på de tredive, men allerede
på halvtreds meters afstand ved jeg det.
Hun er den 100 % perfekte pige for mig.
Mit hjerte skælver, og min tunge føles
som sandpapir.
Det kan godt være, du foretrækker en
bestemt type pige, en med tynde ankler,
store øjne eller måske en med smukke
hænder, hvad ved jeg? Måske kan du godt
lide en pige, der giver sig god tid, når hun
spiser, eller sådan noget. Jeg har selvfølgelig
mine præferencer, og når jeg er ude at
spise, sker det, at jeg griber mig selv i at
stirre på pigen ved nabobordet, fordi jeg
godt kan lide hendes næse.
Men man kan ikke definere den 100 %
perfekte pige. Jeg kan faktisk ikke engang
huske, hvordan hendes næse så ud. Ja,
knap nok om hun havde en. Jeg husker
kun, at hun ikke var specielt smuk. Det er
meget underligt.
»Jeg gik ellers forbi den 100 % perfekte
pige her forleden dag«, fortæller jeg en
kammerat.
»Nå…« svarer han. »Var hun smuk?«
»Næ, det kan man ikke sige«.
»Var hun så din type?«
»Det kan jeg ikke huske. Jeg kan hverken
huske, hvordan hendes øjne så ud, eller
om hun havde store eller små bryster,
intet«.
»Det lyder underligt«.
»Det er underligt«.
»Men hvad så?« spørger han og ser ud
til at kede sig, »Gjorde du noget? Talte du
til hende, eller fulgte du efter hende?«
»Nej, intet som helst«, svarer jeg. »Jeg
gik bare forbi hende«.
*
Hun kommer gående fra øst mod vest,
jeg kommer gående fra vest mod øst. Det
er virkelig en smuk aprilmorgen.
Jeg har lyst til at tale med hende, bare i
en halv time. Jeg vil gerne vide, hvor hun
er i sit liv, og fortælle hende, hvor jeg er i
mit. Mest af alt vil jeg gerne prøve at forklare
det forunderlige i, at vi lige netop
går forbi hinanden her på en af de små gader
i Harajuku denne smukke aprilmorgen
i nitten hundrede og enogfirs. Der er
noget varmt og hemmelighedsfuldt over
det ligesom en gammel maskine bygget i
en fredeligere verden.
Når vi har snakket lidt om det, kunne vi
gå hen og spise frokost et sted, se en
Woody Allen-film og få et par drinks på en
hotelbar. Hvem ved, hvis alt går godt, ender
jeg måske med at gå med hende hjem
i seng.
Mulighederne banker på mit hjertes
dør.
Vi er nu så tæt på hinanden, at der kun
er femten meter imellem os.
Hvad skal jeg sige for at komme i kontakt
med hende?
»Hej, har du tid til at snakke med mig
en halv times tid?«
Nej, det lyder dumt. Så tror hun bare, at
jeg sælger forsikringer.
»Undskyld, men ligger der et renseri
her i nærheden, som har døgnåbent?«
Det lyder også dumt. Især fordi jeg ikke
har nogen pose med snavsetøj med.
Måske skal jeg bare være ærlig. »Hej, jeg
tror, at du er den 100 % perfekte pige for
mig«.
Den replik tager hun næppe for gode
varer. Og selvom hun gør, kan det meget
vel være, at hun slet ikke har lyst til at tale
med mig og siger, at hun måske er den
100 % perfekte pige for mig, men at jeg ikke
er den 100 % perfekte dreng for hende.
Hvis det ender sådan, bryder jeg garanteret
totalt sammen. Jeg er allerede toogtredive
år gammel, og sådan er det at blive
ældre.
Jeg passerer hende lige ud for en blomsterforretning.
Et let strejf af fortættet
varm luft rammer min hud. Fortovet er
fugtigt, og der dufter af roser. Jeg kan ikke
få mig selv til at sige noget. Hun har en
hvid sweater på og en kuvert i hånden,
hvor der ikke er sat noget frimærke på
endnu. Hun har skrevet til nogen. Hun ser
frygtelig træt ud, som om hun har skrevet
på brevet hele natten. Måske rummer kuverten
alle hendes hemmeligheder.
Jeg går et par skridt, vender mig om,
men da er hendes skikkelse allerede forsvundet
i menneskemylderet.
*
Nu ved jeg selvfølgelig godt, hvad jeg
skulle have sagt. Det ville bare blive alt for
langt, og jeg ville garanteret ikke kunne
finde de rigtige ord. Jeg er ikke god til den
slags.
Jeg ville være begyndt med »Der var engang
…« og endt med: »Er det ikke en trist
historie?«
(side 2)
*
Der var engang en dreng og en pige.
Drengen var atten år, og pigen var seksten.
Han var ikke nogen særlig flot fyr, og
hun var heller ingen skønhed. De var bare
en helt almindelig ensom dreng og en
helt almindelig ensom pige, men begge
var de overbeviste om, at der et sted i denne
verden fandtes den 100 % perfekte pige
eller dreng for dem.
En dag mødtes de tilfældigt på et gadehjørne.
»Det var dog utroligt. Jeg har ledt
efter dig hele mit liv. Det kan godt være, at
du ikke tror det, men for mig er du den
100 % perfekte pige«, sagde drengen til pigen.
Så sagde pigen til drengen: »Du er også
den 100 % perfekte dreng for mig. Du er
fuldstændig, som jeg har forestillet mig,
du skulle være. Du er min drømmeprins«.
De satte sig på en bænk i parken og
snakkede, som kunne de aldrig få nok, og
de var ikke ensomme mere. Det er virkelig
fantastisk, når man finder den, der er
100 % perfekt for en, og den person har det
på samme måde.
Men i begges hjerter var der en lille bitte
snert af tvivl. Var det nu en god ting at få
virkeliggjort sine drømme så let?
Da der kom et mindre ophold i samtalen,
sagde drengen: »Skulle vi ikke prøve
én gang til? Hvis vi virkelig er 100 % perfekte
for hinanden, vil vi uvægerligt mødes
igen et eller andet sted. Og når vi gør
det, vil vi være sikre på, at vi er 100 % perfekte
for hinanden, og så gifter vi os lige
med det samme. Er det ikke en god idé?«
»Jo, det synes jeg«, svarede pigen, og så
skiltes de.
Men helt ærligt, så var det slet ikke nødvendigt,
for de var i den grad sande elskende,
og nu skulle skæbnens ubarmhjertige
bølger kaste dem hid og did.
En vinter blev de begge to meget syge af
det års ondsindede influenza og efter at
have svævet mellem liv og død i flere uger
mistede de begge to ethvert minde om,
hvad der var sket engang. Da de var blevet
raske, var deres hukommelse lige så tom
som den unge D.H. Lawrences sparegris.
Men drengen og pigen var både kloge
og ihærdige, og de fik kæmpet sig op, så
de atter kunne tænke klart og føle noget
og hermed vende tilbage til samfundet
som fuldgyldige borgere. De kunne igen
både finde ud af at skifte tog i undergrundsbanen
og tage på posthuset og
sende et ekspresbrev. De oplevede også
kærligheden, helt op til 75 eller 85 %.
Drengen var blevet toogtredive år gammel
og pigen tredive. Tiden var gået overraskende
hurtigt.
En smuk aprilmorgen gik han fra vest
mod øst på en af de små gader i Harajuku
for at gå hen og få sin sædvanlige morgenkaffe,
og hun gik fra øst mod vest på
vej hen for at købe frimærker til et ekspresbrev.
De mødtes midt på gaden. Et
kort sekund oplyste det svundne minde
deres hjerter.
Hun er jo den 100 % perfekte pige for
mig.
Han er jo den 100 % perfekte dreng for
mig.
Men genskæret fra deres tabte minde
var alt for svagt, og deres tanker var ikke
længere så skarpe som fjorten år tidligere,
så de gik forbi hinanden uden at sige et
ord og forsvandt begge to i folkemængden.
Er det ikke en trist historie?
*
Det var jo det, jeg skulle have sagt til hende
*
Herunder har jeg skrevet analyse og fortolkningen - jeg håber du kan bruge den, til at forstå novellen og dens perspektiver bedre.
’’En smuk aprilmorgen går jeg forbi den 100 % perfekte pige på en af de små gader i Harajuku.’’
Sådan starter Haruki Murakamis novelle af næsten samme navn og handler i bund og grund om en af de ting der fylder mest, hvis ikke allermest, i menneskers liv - nemlig kærligheden. Den handler om at springe ud i det når chancen byder sig, uden at tænke over konsekvenserne, og opnå den ultimative kærlighed. Om at undgå en hverdag med meningsløshed, fortrydelse, ensomhed og fortvivlelse. Om at fortabe sig i fantasier og drømmeverdener. For gennem novellens fiktion, beskriver Murakami på enkel og elegant vis eksistensen og det at acceptere realiteterne – det at turde eksistere som menneske.
I novellen følger vi en toogtredive årig mand og hans tanker, fra han opdager den 100 % perfekte pige på gaden, til han passerer hende uden at gøre forsøg på kontakt og herefter indser hvad han skulle have sagt. Novellen springer en del i tid, både i den ’reelle historie’ og den opdigtede, men vi følger som udgangspunkt manden. Novellen kan groft deles op i to dele; første del, fortalt med manden som jeg-fortæller, hvor vi præsenteres for mandens tanker om pigen, om hendes udseende og en samtale mellem ham og en kammerat. I samtalen kan han ikke sætte fingeren på, hvad der lige netop gjorde hende den 100 % perfekte pige, da hun hverken virkede som hans type, var specielt smuk eller skilte sig ud på anden måde. Med undtagelse af, at hun altså var den 100 % perfekte pige. Samtalen slutter med en udramatisk udredelse af, at han intet gjorde eller sagde til hende.
Vi følger fortællerens tankegang og hans diskussion med sig selv, der på sympatisk vis, og på en måde mange mennesker vil kunne nikke genkendende til, omhandler hvad han kan tillade sig at sige og gøre i en sådan situation. Han kæmper for at finde en måde, hvorpå han kan fortælle hende, at hun er hans 100 % perfekte pige uden at blive skræmt væk. Meget rammende skriver Murakami, som mange mænd spørger sig selv; ’’Hvad skal jeg sige for at komme i kontakt med hende?’’ Som læser føler vi derfor en identificering med manden, da vi følger hvordan han, i hovedet, prøver forskellige indgangsvinkler, men kort efter skyder dem ned, ganske sikker på at 100 % pigen vil reagere negativt.
På henkastet vis, fortælles læseren om mandens romantiske fremstilling af, hvordan kontakten med pigen kunne forløbe, hvordan manden og pigen, efter at have snakket, kunne tage ud at spise, se en film og måske ende i seng sammen. Igen et simpelt, men præcist, billede på hvordan mange mennesker fantaserer sig til drømmeverdener af idyl og harmoni. Denne fremstilling kan læseren igen identificere sig med, og den bidrager til billedet af at manden er ganske almindelig, med almindelige opfattelser og normer, og dermed igen et godt billede på den almindelige mand. En genkendelsens glæde for mange læsere.
Fortælleren, manden, er så bange for at gøre noget galt, som for eksempel at den 100 % perfekte pige reagerer utilsigtet eller negativt, at der i sidste ende ingen kontakt er mellem dem overhovedet. Også selvom han i realiteten ikke havde noget at miste, men alt at vinde. Da de passerer hinanden lægger han i højere grad mærke til hendes kuvert end hendes ansigt og krop, der kort beskrives som et træt ansigt og en hvid sweater. Igen fantaserer han sig langt væk og fortæller sig selv at hun sikkert ser træt ud, fordi hun har skrevet på brevet i kuverten hele natten og at det måske indeholder alle hendes hemmeligheder. Denne adfærd er besynderlig, da man typisk er mere interesseret i ansigtstræk og udtryk eller kroppen på folk man finder attraktive. Derimod fokuseres der på brevet og dennes eventuelle omstændigheder.
Anden del af novellens ’grov-opdeling’, er en historie inde i novellen, en slags metafortælling, som samtidig er et fiktivt billede på den ’reelle’ historie i novellen. Denne metafortælling, fortalt i 3.person, starter med at fortælleren tænker tilbage på, hvad han burde have sagt til den 100 % perfekte pige. Som intro til metafortællingen skriver Murakami (set fra fortællerens synspunkt): ’’Jeg ville være begyndt med »Der var engang…« og endt med: »Er det ikke en trist historie?«’’ Dette giver læseren en ide om slutningen, og gør læseren opmærksom på, at det følgende er en historie fortælleren beretter.
Selve metafortællingen handler i korte træk om en ung dreng og pige, der mødes tilfældigt på gaden og med det samme ved at de er hinandens 100 % perfekte partner. Et meget urealistisk scenarie, der er næsten komisk og ’drømmeverdens perfekt’, da han siger han har ledt efter hende hele sit liv (18 år er ikke meget – hans liv har altså kun været ganske kort) og hun fortæller ham, at han er hendes drømmeprins. De snakker sammen, forstår hinanden og er helt 100 % perfekte for hinanden. De er intet mindre end lykkelige for ikke at være ensomme længere. Det er en meget eventyrlig fremstilling af deres historie, hvor flere ting der karakteriserer eventyr indgår. Slutningen er dog, lidt atypisk for de fleste eventyr, mere trist. For drengen og pigen er ikke sikre på, at det er en god ting at få sine drømme realiseret så let, og de beslutter sig for at skilles for at teste, at de virkelig er skabt for hinanden. De aftaler at når de uvægerligt mødes igen, så vil de giftes lige på stedet, hvorefter de går hver til sit. Her er igen to eventyrtypiske træk, en prøvelse for helten(e) og det at blive gift og leve lykkeligt til deres dages ende. Ligeledes er det typisk at drømmen der skal realiseres, set fra drengen og pigens synspunkt, er at møde den eneste ene, den skæbnes bestemte. Skæbnen vil det dog, at de begge bliver ramt af influenza, og at deres hukommelse bliver ’’lige så tom som den unge D.H. Lawrences sparegris’’. Herefter beskriver Murakami hvordan de kæmper sig tilbage som fuldgyldige samfundsborgere igen (borgere der kan skifte tog i undergrundsbanen eller sende ekspresbreve), og her vender vi tilbage til novellens reelle historie. Det beskrives nu hvordan drengen, som toogtredive år gammel mand, går hen ad Harajukus gader, mod øst, en smuk aprilmorgen, mens pigen går på samme gade, mod vest, for at købe frimærker til sit brev. Altså, en beskrivelse af hvad der reelt skete i historien. De to mødes på gaden og et kort øjeblik husker de, at de er perfekte for hinanden. Men deres minder er for svage, hvilket resulterer i, at de passerer forbi hinanden uden nogen form for kommunikation. Læseren vil typisk, et kort øjeblik, tro at det hele ender lykkeligt på klassisk ’Hollywood facon’, men bliver snydt af den triste slutning. Ser man på den reelle historie, er dette også nødvendigt, da fortælleren, lige før starten af metafortællingen, giver en ide om slutningen på metafortællingen. Ligeledes er det en nødvendighed, som følge af det faktum at (hvis vi antager at metafortællingen er et billede på virkeligheden) en lykkelig slutning ikke ville passe på, hvad der sker i realiteten.
Som sagt slutter metafortællingen med sætningen: ’’Er det ikke en trist historie?’’, som egentlig er henvendt til den 100 % perfekte pige (hvis han havde stoppet op og fortalt hende det), men læses som en direkte henvendelse til læseren. Dette giver illusionen af at vi nu er hoppet et niveau ’op’ i novellens fortællerlag. Via et afsnitsskift ’hopper’ vi endnu et niveau op og fortælleren slutter med ordene: ’’ Det var jo det, jeg skulle have sagt til hende.’’ Han siger det, som var hele metafortællingen en diskussion med ham selv eller læseren hele tiden. Mere direkte henvendt til læseren og mere som et symbol på fortrydelse, er det, at han gerne vil ud af sin fantasiverden og faktisk snakke med hende. Set i retrospekt, burde han derfor have handlet anderledes.
Metafortællingen er en speciel størrelse, der giver hele novellen et nærmest flerdimensionelt univers. Man kan stille den op på tre forskellige måder, der hver giver en forskellig vinkel på historien. Den første måde beskriver hvad der reelt skete i historien, hvor man kun kigger på deres forbi passeren på gaden, og antager at deres fortid som unge er fiktiv. Men for at denne måde skulle stemme, så skulle fortælleren have kunne fortalt metafortællingen til den 100% perfekte pige og de ville så have være nødt til at kontakte hinanden på gaden, hvilket igen ville betyde at metafortællingens billede på historiens reelle forløb, ville være afveget.
En anden måde antager at metafortællingen bare er et fiktivt fantasifoster, en opdigtet fortidshistorie om de to, som fortælleren kunne have brugt som ’icebreaker’ overfor den 100 % perfekte pige. Man kan tolke slutningen: ’’Var det ikke en trist historie?’’ henvendt til 100 % pigen, som et billede på de to, og som en skjult hentydning til, om de to ikke skulle gøre den lykkelig sammen i stedet. Man kan sige, at han kunne have fortalt den fiktive historie om dem, som endte ulykkeligt, for at deres kunne ende lykkeligt.
En tredje mulighed er, at hele metafortællingen er sand og den er den virkelige historie bag hele novellen. Her er perioden fra før han fik influenza og mistede hukommelsen, et skjult fortidsminde, mens perioden efter influenzaen og hukommelsestabet er en opremsning af hans eget liv samt hvad der rent faktisk skete, da han spottede den 100 % perfekte pige på gaden. Fortælleren opdager således et ægte fortidsminde, som følge af at han ser 100 % pigen på gaden (som han mødte som ung), men antager mindet for noget han har opdigtet og bruger det som noget, han burde have sagt.
Alt afhængigt af hvilken vinkel man kigger på metafortællingen og den reelle historie, samt hvordan man kombinerer de tre måder at stille metafortællingen op på, og alt efter hvad man antager for fiktivt i forløbet, så ændrer hele historien sig.
Vender vi tilbage til eventyraspektet, har eventyr ofte en morale, og i dette tilfælde tester drengen og pigen i metafortællingen deres kærlighed til hinanden. Det betyder dog at de aldrig får hinanden, som følge af de tragiske hændelser. Det samme er tilfældet med manden i den reelle historie, hvor testen består i at han skal kontakte den 100 % perfekte pige på gaden. Frygten for at blive afvist, kombineret med manglende selvtillid gør dog at han mister hende og sandsynligvis til evig tid, da Tokyo (som Harajuku distriktet ligger i) er en af verdens største byer. At han mangler selvtillid, ses i det faktum at han selv fortæller og har (antager vi i dette tilfælde) opdigtet historien, men allerede før han begynder på eventyret, hans fantasi, giver den en trist slutning. Slutningen er altså et billede på hans eget liv, hvor der aldrig rigtig sker noget.
Murakamis novelle er skrevet på en afslappet og enkel, men detaljerig måde. Vi får som læser et effektivt indblik i hvad fortælleren tænker og føler indeni, mens vi, ud fra hans reelle handlinger får en ydre synsvinkel på historien. Det er derfor ikke svært at følge fortælleren, hvilket gør at novellen kan sammenlignes som en samtale mellem to venner, læseren og fortælleren, i stedet for en opremsende og beskrivende fortælling. Ligeledes gør novellen lidt op med idealet om at han, som mand eller dreng, er selvsikker målrettet og maskuliniteten selv og hun, som kvinde eller pige, er det mest elskværdige og smukke væsen på jorden. At det perfekte par ikke får hinanden til sidst, denne lidt anti-klimatiske slutning, giver novellen en komisk twist og giver i sidste ende novellen en befriende realisme. Man finder som læser en trøst i, at verden ikke er et glansbillede og at man ikke altid opnår det man drømmer om.
Det essentielle tema i novellen, kærlighed, bliver på poetisk vis beskrevet med sætningen: ’’Der er noget varmt og hemmelighedsfuldt over det, ligesom en gammel maskine bygget i en fredeligere verden’’. Murakami symboliserer her kærligheden ved at sammenligne den med en ’urkraft’, en kraft der kontinuerligt har bundet mennesker sammen gennem årtusinder, uanset udviklingen i samfundet og det omkringliggende miljø. Det er ikke svært at forestille sig maskinen (som symbol på kærligheden), arbejde sig gennem tiden, med rustne tandhjul, og klare de forhindringer der kommer i vejen.
Når vi til daglig taler om at nogen er 100 % perfekt er det blot en talemåde, en beskrivelse af at en person er meget perfekt. Dette er tilsyneladende også tilfældet i novellen, indtil omtalen af 75 til 85 % perfekte mennesker. På et splitsekund er kærligheden og mennesket, blevet et produkt, hvor kvaliteten eller niveauet helst skal være det 100 % perfekte. Mellem linjerne skal man altså helst have en partner der er 100 % perfekt for en, eller i hvert fald have en med en højere procentdel perfekthed end naboen. Den 100 % perfekte kærlighed og det 100 % perfekte menneske, går altså fra en subjektiv beskrivelse til en almen målestok – et glimrende billede på samfundets forbrugerudvikling og ’køledisk-mekanik’.
Denne udvikling har Murakami snedigt fået med i novellen, ved på komisk vis at inddrage forfatteren D.H. Lawrence. Lawrence (som levede fra år 1885 til år 1930, det vil sige under den industrielle revolution, og det folkelige gennembrud), skrev om den industrielle revolutions dehumaniserende effekter på mennesket, fx dets spontanitet følelser og instinkt, som følge af moderniseringen og industrialiseringen. Med inddragelsen af Lawrence, peger Murakami på at vi i dag, som følge af industrialiseringen, måler og vejer kærligheden i langt større grad, som eksemplet med brugen af 75 til 85 % perfekte mennesker. Denne distancering og måde at gøre mennesker og kærlighed til et objekt, ses også i beskrivelsen af hvordan pigen og drengen vender tilbage til samfundet som fuldgyldige borgere, og ’opnår en fuld normalisering’.
Hele denne udvikling blev ligeledes beskrevet i 50’erne og 60’ernes realisme, men det vil jeg ikke komme videre ind på.
Murakami behandler i novellen hvad der blev affødt af disse perioder med stigende materialisme, nemlig problemer med ensomhed og meningsløshed. Disse to elementer er grundlæggende når vi skriver om eksistentialisme, at eksistere som mennesker og de spørgsmål vi stiller os selv om livet som helhed. På den måde vender vi tilbage til kærligheden, tilbage til novellen, både den reelle historie og metafortællingen. I metafortællingen (delen hvor de mødes første gang), er drengen og pigen et idyllisk billede på den 100 % perfekte og ægte kærlighed. Men ægte kærlighed er i dag et næsten skæbnebestemt billede, med idealer og krav der skal opfyldes, og her glemmer de fleste, at vi vel kun er mennesker alle sammen. Realiteten i novellen er da også en anden, for i den reelle historie er han, fortælleren, helt almindelig og hun, den 100 % perfekte pige, ligeledes helt almindelig.
Måden hovedpersonen, fortælleren, i starten af novellen tænker på, er som sagt et rammende billede på hvordan mange har det med kærligheden. Mange bliver en smule introverte, fører diskussioner med sig selv og snakker med andre om det. Der argumenteres for og imod, i stedet for bare at springe på hovedet ud i det. I stedet for at invitere folk ud eller bare sige ’’Hej!’’, har mange mennesker en tendens til at gå forbi og dufte til resterne af vedkommendes tilstedeværelse. Bagefter kan man fortryde sine handlinger, og trøste sig selv med klichéer, som ’der er masser af fisk i vandet’ eller ’det var sikkert bare indbildning’ og at fortrydelsen går over, men hvad nu hvis? Hvad nu hvis denne 100 % perfekte pige, faktisk VAR den 100 % perfekte pige, hvad nu hvis, uden øje for eventuelle negative konsekvenser, man bare havde sagt ’’Hej’’?
Og det er lige netop hvad Murakami, blandt andet, forsøger at give udtryk for i novellen; at man skal leve i nuet og gribe chancerne når de byder sig – da de i sidste ende kan gå hen og gøre dine drømme til virkelighed. Kærligheden er for mange en lang og kompliceret affære, og dette symboliserer Murakami ligeså, ved at skrive den lange metafortælling, som fortælleren ’skulle have fortalt hende’.
På mange måder er ’kuvert scenen’ i novellen et godt billede på den idylliske kærlighed. Fortællerens manglende interesse for den 100 % perfekte pige som person, kan forklares med at han ganske enkelt bare er forelsket i tanken om den eneste ene, den 100 % perfekte pige. Derfor fantaserer han sig langt væk i ideen og ikke personen, som i grunden kunne være en hvilken som helst der passer ind i fantasien, i dette tilfælde pigen med kuverten. Dette forklarer også, hvorfor han ikke rigtig kan forklare hendes udseende overfor vennen og hvorfor han måske i bund og grund ikke brød ind og tog kontakt, da han så sandsynligvis ville opdage at hun ikke er ’100 % perfekt’ og dermed ikke ville kunne leve op til fantasien. Resultatet ville være, at fantasien ville krakelere.
Kigger man på mennesker generelt, er der ingen der er 100 % perfekte, da vi alle har små fejl eller mangler (her må jeg understrege at det selvfølgelig en meget individuel opfattelse), og det 100 % perfekte er et ideal vi stræber imod, det ultimative og det i sidste ende uopnåelige. Endelig kan man se hans opdigtede triste historie, metafortællingen, som en overdreven forlængelse af hans fantaseren, og måske er årsagen til at de ikke får hinanden til sidst, ganske enkelt fordi, som tidligere nævnt, at han er forelsket i ideen og ikke hende som person. Dette forklarer også uoverensstemmelsen i at hun får ’hans hjerte til at skælve og hans tunge til at føles som sandpapir’, men han alligevel fokuserer på kuverten og ikke ansigt og krop.
Fortælleren har et meget malende og idyllisk billede på det perfekte romantiske forhold, men når han nævner fuldgyldige borgere, så skal de kun kunne sende ekspresbrev og tage undergrundsbanen, hvilket viser at han er mere eller mindre fantasiløs når det gælder hverdagshandlinger, endnu et billede på hans egen virkelighed.
Novellen er derfor et godt billede på kærligheden og mange af dens aspekter. Den er både et billede på at vi alle leder efter den eneste ene, jagter den helt igennem ægte kærlighed et, i virkeligheden, urealistisk begreb. Men også et billede at de færreste mennesker faktisk finder den 100 % perfekte (derimod accepterer vi hinanden og dermed bliver mennesker subjektivt 100 % perfekte for hinanden), men må indse, at den idealiserede kærlighed sjældent stemmer overens med realiteterne. Den er et billede på at kærligheden kan være en lang og kompliceret affære, og at det kræver mod og viljestyrke at turde springe ud i det, da man ellers kan forpasse sin chance.
Endelig er en spøjs, men fascinerende, detalje ved novellen dens ’dobbeltsidighed’. Man kan så at sige læse den ’bagfra’, hvis man antager at den opdigtede historie om at pigen og drengen mødtes som ung, er ægte. Novellen kunne altså læses (billedet hvorpå artiklen står, er netop delt op på denne måde), som at to unge møder hinanden, de er 100 % perfekte, de tester deres perfekthed, får influenza og glemmer alt, men mødes igen og går forbi hinanden, uden kontakt. Som følge af mødet, udspiller første del af novellen sig herefter (første billede). Den opdigtede historie i novellen, som ville have været løsningen på hans kontaktproblem, er altså den fortidige virkelighed i den bagvendte novelle, som leder til første del af novellens begivenheder.
Genkendelige hverdagsproblemer og behandling af livets store emner, i en symfoni med skjulte budskaber og hentydninger, giver novellen en komisk, intelligent humor, der på en gang både fascinerer og sætter tanker i gang. Som læser sidder man tilbage, med et spørgsmål blandt mange: ’’Hvor meget kan jeg rent faktisk genkende mig selv i novellen?’’
Herunder har jeg skrevet en perspektivering, som du også skal være meget velkommen til at læse.
’’En smuk aprilmorgen går jeg forbi den 100 % perfekte pige på en af de små gader Harajuku.’’, er en del af novellesamlingen der på engelsk hedder ’’The Elephant Vanishes’’, som er skrevet mellem 1983 og 1990, men først blev oversat og udgivet på engelsk i 1993. Samlingen, skrevet af Haruki Murakami (født 12. januar 1949), er typisk for Murakamis skrivestil, hvor han kombinerer normalitet med surrealisme eller begivenheder der ’afviger fra normerne’ i den moderne verden. ’’The Elephant Vanishes’’ involverer mange forskellige temaer, men indeholder især fortællinger om tab, forvirring, ensomhed og ødelæggelse[1]. Generelt skriver Murakami på en simpel, hvad man ville kalde for letlæselig, måde, men med en hang til surrealisme og skjulte budskaber, hvor surrealisme netop forstærker disse budskaber. At Murakamis historiers begivenheder er lidt skæve og atypiske, gør det langt mere interessant for læseren, der på den måde stiller en masse spørgsmål og tvinges til selv at give teksterne mening, i større eller mindre grad. Man kan derfor, til en hvis grad, sige at Murakami skriver minimalistisk.
Endnu et typisk ’Murakami træk’, er det gennemgående tema, der både kommer til udtryk som skjulte små budskaber og gennem de involverede personers tanker og handlinger. Har man altså en ide om temaet i teksten, gør det den langt mere forståelig. Et generelt tema for Murakamis værker er eksistentialisme. For eksempel tanker om meningen med livet og kærligheden. Han skriver om store emner med små midler, og lader meget af forståelsen være op til læseren, der på den måde får en unik og subjektiv oplevelse.
Novellen er dermed et godt billede både på samlingen af fortællinger og Haruki Murakamis skrivestil, samt hans måde at behandle og beskrive emner på.
Den japanske forfatter har siden slutningen af 70’erne skrevet flere romaner, og debuterede med romanen ’’Hør vindens sang’’ (’Kaze no uta o kike’ på japansk) i 1979. I de senere år er han blandt andet blevet kendt for både ’’Trækopfuglens krønike’’, ’’Norwegian wood’’ og ’’Kafka på stranden’’, der alle er oversat til dansk. Han seneste værk ’’IQ84’’, i tre dele, har fået stor international anerkendelse og mange betegner Murakamis værker som noget af efterkrigstidens bedste skønlitteratur.
’’En smuk aprilmorgen går jeg forbi den 100 % perfekte pige på en af de små gader Harajuku.’’, kan perspektiveres til især ’’Kafka på stranden’’. Ligesom novellen, er romanen forbavsende let at læse, men kompleks at forstå. Eksistentielle temaer som kærlighed og meningsløshed går igen, da romanens hovedperson, Kafka Tamura, begiver sig ud i verden på egen hånd, for at ’blive verdens sejeste femten årig’ og finde et sted at høre til. Vi støder på den altopslugende kærlighed, da han forelsker sig i en åndelig (paranormal), 30 år yngre, udgave af karakteren Miss Saeki. Man kan for eksempel sammenligne dette med manden fra novellen og hans drømme ideal, som noget uopnåeligt man ønsker sig brændende.
Endelig finder vi i romanen, som i novellen, en usikkerhed mellem hvad der er virkelighed og hvad der er drøm, samt hvordan de to relaterer. Ligeledes oplever vi som læsere skæbnes bestemte begivenheder og naturens rå kraft – begge to meget typiske elementer i Murakamis fortællinger.
Generelt kan man sige, at Haruki Murakamis værker kan perspektiveres til hinanden på et højere plan, da de konkrete begivenheder ofte er af stor forskellighed.
Endnu et typisk ’Murakami træk’, er det gennemgående tema, der både kommer til udtryk som skjulte små budskaber og gennem de involverede personers tanker og handlinger. Har man altså en ide om temaet i teksten, gør det den langt mere forståelig. Et generelt tema for Murakamis værker er eksistentialisme. For eksempel tanker om meningen med livet og kærligheden. Han skriver om store emner med små midler, og lader meget af forståelsen være op til læseren, der på den måde får en unik og subjektiv oplevelse.
Novellen er dermed et godt billede både på samlingen af fortællinger og Haruki Murakamis skrivestil, samt hans måde at behandle og beskrive emner på.
Den japanske forfatter har siden slutningen af 70’erne skrevet flere romaner, og debuterede med romanen ’’Hør vindens sang’’ (’Kaze no uta o kike’ på japansk) i 1979. I de senere år er han blandt andet blevet kendt for både ’’Trækopfuglens krønike’’, ’’Norwegian wood’’ og ’’Kafka på stranden’’, der alle er oversat til dansk. Han seneste værk ’’IQ84’’, i tre dele, har fået stor international anerkendelse og mange betegner Murakamis værker som noget af efterkrigstidens bedste skønlitteratur.
’’En smuk aprilmorgen går jeg forbi den 100 % perfekte pige på en af de små gader Harajuku.’’, kan perspektiveres til især ’’Kafka på stranden’’. Ligesom novellen, er romanen forbavsende let at læse, men kompleks at forstå. Eksistentielle temaer som kærlighed og meningsløshed går igen, da romanens hovedperson, Kafka Tamura, begiver sig ud i verden på egen hånd, for at ’blive verdens sejeste femten årig’ og finde et sted at høre til. Vi støder på den altopslugende kærlighed, da han forelsker sig i en åndelig (paranormal), 30 år yngre, udgave af karakteren Miss Saeki. Man kan for eksempel sammenligne dette med manden fra novellen og hans drømme ideal, som noget uopnåeligt man ønsker sig brændende.
Endelig finder vi i romanen, som i novellen, en usikkerhed mellem hvad der er virkelighed og hvad der er drøm, samt hvordan de to relaterer. Ligeledes oplever vi som læsere skæbnes bestemte begivenheder og naturens rå kraft – begge to meget typiske elementer i Murakamis fortællinger.
Generelt kan man sige, at Haruki Murakamis værker kan perspektiveres til hinanden på et højere plan, da de konkrete begivenheder ofte er af stor forskellighed.
Abonner på:
Opslag (Atom)