Vi kender det alle... Hvad skal man sige hvis folk giver en et kompliment? Tak? Selvtak? Velbekomme? Ingen årsag? I ligemåde?... Nej vel? Det bliver akavet og en loose-loose situation, MEN! fortvivl ej! for nu er det her, det ultimative ord til tak for komplimenter:
KOMPLIMENTAK!
Prøv f.eks. disse sætninger:
''Mange komplimentak skal du have'' eller ''Jeg komplimentakker mange gange'' eller måske, hvis man er en vovet fætter, ''Ih, hvor er du sød, komplimentusind tak skal du have!''
Komplimenselvtak ;)
mandag den 5. november 2012
Verdens værste afstraffelse?
Blive støbt i beton til halsen og stop fodret?
At blive lukket ind til en flok sultne egern, med nødder proppet op i røven?
Hængt med hovedet nedad og tævet med vandmænd og kold spaghetti?
Nej, svaret er langt mere grusomt:
At blive tvunget til at danse, med bare tæer, på et gulv, fyldt med... LEGO KLODSER!
At blive lukket ind til en flok sultne egern, med nødder proppet op i røven?
Hængt med hovedet nedad og tævet med vandmænd og kold spaghetti?
Nej, svaret er langt mere grusomt:
At blive tvunget til at danse, med bare tæer, på et gulv, fyldt med... LEGO KLODSER!
søndag den 4. november 2012
Eau De Toilette by Mertz
Så skal vi mødes igen. Dit hvide porcelæn, mod min kolde hud.
Forstyrret, vækket af min slumren er jeg vågnet. Det er nat, og det er mørkt.
Du er altid tæt på. Og hvis jeg er helt stille hører jeg din slubren, men kun når du er i stykker.
Jeg har ondt af dig.
Utaknemmeligt, uden at tøve, må du tage imod hvad jeg giver dig af vådt og tørt.
Ærlig talt forstår jeg godt du er bleg. Ligesom mig, er din mund aldrig tør, og du spiser, ligesom mig, flere gange om dagen - og helst forskellige retter. Men vi er forskellige, for du lever ikke af mad som jeg, men af anti-mad, de sørgelige rester.
Langsomt flytter jeg mit legeme ud af sengen. En spænding i mit indre har vokset sig til utålelige dimensioner. Den er gået fra stille boblen, til larmende opmærksomhedskrævende bulren.
Er du der endnu? Mit trofaste keramik kar?
Døre åbnes, døre lukkes.
I det lille rum, armaturenes hjem, på gulvet, i hjørnet, sidder du. Jeg tøver et enkelt sekund. Skal jeg blive stående? Skal jeg lader mig falde? Min mavefornemmelse giver mig svaret. Den brølende rusken er det simple svar.
Jeg kan ikke bære det, hverken fysisk eller psykisk. Men du er min eneste løsning, og vi ved det begge. Modstræbende sætter jeg mig med ryggen til dig - vi samtykker i tavshed.
Jeg skulle aldrig have spist de østers.
Forstyrret, vækket af min slumren er jeg vågnet. Det er nat, og det er mørkt.
Du er altid tæt på. Og hvis jeg er helt stille hører jeg din slubren, men kun når du er i stykker.
Jeg har ondt af dig.
Utaknemmeligt, uden at tøve, må du tage imod hvad jeg giver dig af vådt og tørt.
Ærlig talt forstår jeg godt du er bleg. Ligesom mig, er din mund aldrig tør, og du spiser, ligesom mig, flere gange om dagen - og helst forskellige retter. Men vi er forskellige, for du lever ikke af mad som jeg, men af anti-mad, de sørgelige rester.
Langsomt flytter jeg mit legeme ud af sengen. En spænding i mit indre har vokset sig til utålelige dimensioner. Den er gået fra stille boblen, til larmende opmærksomhedskrævende bulren.
Er du der endnu? Mit trofaste keramik kar?
Døre åbnes, døre lukkes.
I det lille rum, armaturenes hjem, på gulvet, i hjørnet, sidder du. Jeg tøver et enkelt sekund. Skal jeg blive stående? Skal jeg lader mig falde? Min mavefornemmelse giver mig svaret. Den brølende rusken er det simple svar.
Jeg kan ikke bære det, hverken fysisk eller psykisk. Men du er min eneste løsning, og vi ved det begge. Modstræbende sætter jeg mig med ryggen til dig - vi samtykker i tavshed.
Jeg skulle aldrig have spist de østers.
Abonner på:
Opslag (Atom)