Sådan er det:
Hvorledes hænder det at tid blot er et subjektivt begreb og mennesket er en universets centrum?
Således må man se på det, at uden absorbering af omgivelsernes input, kan disse ej eksistere i samspil med den opfattede virkelighed, da denne er vidt forskellig fra den anden.
Med andre ord:
Universet eksisterer kun som følge af dig, og dermed også dine tanker. Stopper din tankegang, stopper verdenspendulet og om natten befinder vi os alle i limbo tilstanden.
Ganske enkelt:
Du er din egen verden, dvs. alt ting og alle os andre - ligeledes vil verden, når du dør, dø sammen med dig, der er ingen verden for dig efter døden.
BONUS:
Kapitel 1 af ''Tabte skilte med mange bogstaver'' - en voldsomt underholdende roman jeg skrev for 10 minutter siden og glemte alt om i mellemtiden.
d h i kl
h re e a
e a m
j m
g o
m o
i
o k an
d
u
ik k e f
a å de
n op ?
u
sa g
l å d
e
Fr k .
d
M ø
l
æ v
l r
e
f
