Hvorfor julemanden er et ensomt menneske

Det er da ligenetop for sent, at nå, det man gerne vil, når man sidder om aftenen og lukker halvfærdige projekter ned - med visheden om, at man vil gentage sit handlemønster dagen efter.
For det er ganske enkelt kernen i sagen - handlemønstre.
Når noget så simpelt som at samle en grøn kuglepen op fra flisegulvet, fører til kage i køleskabet, eller en and på vejen fører til poolsvømning eller ligefrem stjernekigning, så ender man tit med sætningen: ''Hvordan endte jeg her - og hvorfor helvede er det her så sort?''

Misundelighed er endog en grim ting. Man kan drømme sig væk i knap så mange ting, at fantasien løber med bukserne og man sidder med røven bar i realiteten. Og så kan misundelse være en fin afløber for metaforisk toiletpapir - bare for at dæmme op for det værste skidt.

Værst er det dog, at have det så vidunderligt - og stadig føle sig mindre lykkelig eller oplevende end sine medmennesker. Mindreværd og oplevelses-svigt er en slem omgang for dem der bruger meget tid alene.

Julemanden må være et ensomt menneske.

Autopiloteret hverdagsadfærd, vanedannelse og sjælen

Man skal passe rigtig godt på. Vaner er farlige af en årsag - man slår fra, man glemmer, tiden forsvinder og du ender foran spejlet, spørgende; ''HAR jeg rent faktisk børstet tænder?''.

En ven spurgte mig forleden, en aften, om jeg troede på, at vi havde en sjæl.
En sjæl. Det der er os, men som ikke er vores krop eller noget fysisk som sådan.
Jeg tror jeg vil sige ja - men forklare det sådan her:
Sjælen er over det hele i din krop, det er ligegyldigt hvor meget der er af den, den eksisterer implicit i din krop, så længe du er levende. Selvom din finger, hånd, arm eller hele underkrop bliver skåret af, så eksisterer sjælen stadig, i ligeså stor grad. I min verden, så forsvinder den dog endegyldigt, forevigt, fra din krop, ligeså snart du dør. Den holder op med at eksistere; den flakker ikke hvileløst rundt. Sjælen er som en virus, den eksisterer kun så længe der er en 'vært'.
Der er dog en forskel.
Din sjæl lever også i andre mennesker, og andre menneskers sjæl lever i dig. Den flyder ikke over som en tom, ubevidst masse, den er målbevidst, har nogle kriterier; nærvær, samvær, fællesskab. Følelsesmæssigt engagement. Hver gang du møder et nyt menneske, hver gang du har den mindste mikroskopiske relation til dette menneske, så opsuger du en lille del af han/hendes sjæl og omvendt. I udveksler sjælemasse. Og sjælemasse findes i uendelighed.
Og hvergang forholdet mellem dig og et andet menneske forbedres, udvikles, så udveksler i mere sjæl, i lever mere i hinanden og fylder mere i hinandens liv.
Sjæle i andre mennesker er følelsesmæssige erindringer. Tanken og forholdet til andre personer.
Og det er derfor sjælen lever videre i andre mennesker - ligeså længe de husker og føler.
I realiteten kan man sige, at de største mennesker lever længst.
Og det er værd at tænke på.

Det der var før, og det der kommer efter

Jeg vil være ærlig og sige, at dette indlæg kun har en funktion - at mindske mellemrummet, tiden, mellem indlæggene. Om det skyldes min milde form for OCD, min samvittighed der ikke kan holde til at efteråret presser på og informerer mig om, at sidste indlæg var i april, før sommeren overhovedet var til, eller om det mere er mangel på samme, mangel på inspiration eller trang til at skrive, men ikke føle jeg netop har tid. Hvilket er sært, da tid nok er noget af det, jeg har mest af ligenu.

For man vil så gerne skrive noget unikt, noget anderledes, noget gennemført og fantastisk - noget folk vil læse med ivrig iver og nikke genkendende til. Man vil gerne være en smule ved siden af dér, hvor man er lige nu.

Hvad var der før? Tomrum. Altså, i tidsmæssig forstand, der var AFstand og det er længe siden jeg var langt væk. Og det er en skam, for længde er især noget der betyder noget.

Det der kommer efter; det kan man kun løbe efter, planlægge eller prøve at forstå.