Man skal passe rigtig godt på. Vaner er farlige af en årsag - man slår fra, man glemmer, tiden forsvinder og du ender foran spejlet, spørgende; ''HAR jeg rent faktisk børstet tænder?''.
En ven spurgte mig forleden, en aften, om jeg troede på, at vi havde en sjæl.
En sjæl. Det der er os, men som ikke er vores krop eller noget fysisk som sådan.
Jeg tror jeg vil sige ja - men forklare det sådan her:
Sjælen er over det hele i din krop, det er ligegyldigt hvor meget der er af den, den eksisterer implicit i din krop, så længe du er levende. Selvom din finger, hånd, arm eller hele underkrop bliver skåret af, så eksisterer sjælen stadig, i ligeså stor grad. I min verden, så forsvinder den dog endegyldigt, forevigt, fra din krop, ligeså snart du dør. Den holder op med at eksistere; den flakker ikke hvileløst rundt. Sjælen er som en virus, den eksisterer kun så længe der er en 'vært'.
Der er dog en forskel.
Din sjæl lever også i andre mennesker, og andre menneskers sjæl lever i dig. Den flyder ikke over som en tom, ubevidst masse, den er målbevidst, har nogle kriterier; nærvær, samvær, fællesskab. Følelsesmæssigt engagement. Hver gang du møder et nyt menneske, hver gang du har den mindste mikroskopiske relation til dette menneske, så opsuger du en lille del af han/hendes sjæl og omvendt. I udveksler sjælemasse. Og sjælemasse findes i uendelighed.
Og hvergang forholdet mellem dig og et andet menneske forbedres, udvikles, så udveksler i mere sjæl, i lever mere i hinanden og fylder mere i hinandens liv.
Sjæle i andre mennesker er følelsesmæssige erindringer. Tanken og forholdet til andre personer.
Og det er derfor sjælen lever videre i andre mennesker - ligeså længe de husker og føler.
I realiteten kan man sige, at de største mennesker lever længst.
Og det er værd at tænke på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar