En tilbagevendende monolog/some heavy shit...

Prøv at tænk
Hvis alle kendte mennesker
Der døde, og begik selvmord
Ikke var tossede og begik selvmord
Men begik selvmord, fordi de var tossede
Begik selvmord, fordi de kendte sandheden
Selvmord, fordi sandheden var for meget at bære
Fordi sandheden enten ingen mening gav, eller var for overvældende at forstå
Sandheden, der kun kunne forklares ved selvmord
Der kun kunne sætte en stopper for denne overvældenhed
Kun kunne kvæles, ved mord på eget sind, ved mord på eget selv
Kunne føles hvert øjeblik de var vågne, eller i deres drømme
Føles, som en uendelig skrigen, en mand der banker på skallens inderside
Som katten der kradser på døren
Katten i sækken, der bliver lukket ud, ved en tilsyneladende uskyldig åbenbaring
I sækken, i maven, der starter galskaben
I maven vokser uhyret, og kravler op ad ribbene, som en stige, en stige der stiger til hovedet
Vokser og vokser, som bitter syre efter et fedtet måltid
Og vokser, stiger snart op til munden, oversvømmer de hvide bebyggelser
Vokser, trykket vokser, den sammensnerpede muskel, brækkes åben
Trykket blæses ud, en enorm kraft udløses og der falder ro på omgivelserne
Det er sandheden der kravler ud af kroppen - og enten er den uforståelig, overvældende eller simpel.

De mænd, forstod, måske at der slet ingen sandhed var, at sandheden ikke eksisterede
Mænd, der gik fortabt i tanker
Der ikke kunne kapere, at Nietzche havde ret, at gud var død, og meningen med livet
Ikke var, at der var åbenbaringer tilstede - åbenbaringer der ville forklare

Meningen med livet er, at der ingen mening er.
Meningen med livet er, et spørgsmål, som mennesket endnu ikke forstår at svare
Meningen med livet er, et spørgsmål der er opstået, fordi mennesket er klogt nok til at stille spørgsmålet - men ikke klogt nok til at svare på det. Og det var det der drev dem til døde.

Tror jeg.

dedikeret til dig


EDIT:
Nogle gange, så gør jeg mig ikke helt klar over hvad jeg mener, så for delvist at forklare mig selv hvad jeg mener, kommer her en forklaring:
Mange (forholdvis) kendte historiske personer, som fx Kurt Cobain, Ernest Hemingway, Michael Strunge (og andre : http://en.wikipedia.org/wiki/List_of_suicides)
begik selvmord.
Selvfølgelig var nogle så fucked up på stoffer og des lige, at det nok var det der forårsagede deres tidlige død, mens der er en del, der mente at de havde fundet løsningen eller svaret på noget stort og åbenbarende. De var gale eller geniale.
Spørgsmålet er, om de var født 'normale' og herefter havde 'opdaget' noget stort, hvor de ikke kunne fatte, forstå eller kapere denne opdagelse (fordi den enten var voldsomt simpel, voldsomt kompliceret, voldsomt ikke-eksisterende eller voldsomt uforklarlig - både overfor verden og for en selv...), at de var blevet sindsyge, tossede og herefter slog sig ihjel. De var så geniale at de blev gale af det.

Man kan sammenligne det lidt med at opdage hvad der er for enden af universet, og slet ikke kunne forstå hvor skønt eller grusomt det er... - måske, så er døden det endelige svar, eller også, så er døden måden at få svaret til at ophøre med at plage en.
Eller, ''når du stirrer ned i afgrunden - så stirrer den tilbage på dig'' - og den stirrer så hårdt at du går i stykker af det...
Damn, det her er hjernesmeltende. Og så lige på min fødselsdag. Tør slet ikke tænke på hvad jeg kunne ha skrevet hvis jeg havde været påvirket af euforiserende rusmidler.

BONUS:
I min research (lol, som om jeg researcher alt hvad jeg skriver) fald jeg over denne temmelig spændende side:
http://www.metanoia.org/suicide/
Læs den hvis du lyster :)