Jeg forsøger desperat at fortælle mig selv, at det værste der kan ske i mit liv, er at jeg dør.
Men det kan være svært, når en krybende angst for at tage afsted til Roskilde Festival kommer kravlende...
Jeg kan konkludere, at trods min minimalisering af 'problemet', er jeg stadig dødsensangst.
Det er en blanding af frygt, forventning vs. realitet, nysgerrighed og første-gang-er-altid-svær, der plager og hjemsøger mig - erfaring viser dog at det alt sammen nok skal gå. It will all walk.
Uanset hvad, så tager jeg afsted, så må jeg tage det som det kommer og - det værste der kan ske, er at jeg dør... Og så er livet vel heller ikke så meget værd, at man skal afholde sig fra at leve det, angst er, trods alt, bare i hovedet - og hovedet kontrollerer man selv. (tak for peptalken Emil, tak)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar