ILDSJÆLE

Natten brænder mystisk og lokkende

Brænder mændene også for natten?
Mændene med flammetunger ud af ryggen
Med søjler af ild, der drager folk tæt på
Søjler, der blokerer for fornuften
Der blænder de svage
Blænder og fortryller mængden
Og kvinden rækker hånden frem
Kvinden der fortaber sig i ilden
Der bølger frem og tilbage
Bølger af tanker går gennem hendes sind
Af livet hun har, det liv hun vil have
Livet hvor alt er gyldent og knitrende
Hvor ilden brænder i hende, brænder varmt og livligt

Ilden strækker sig mod himlen, hvisker til hende
Strækker hånden længere ud
Hånden rører næsten, det røde og gule slikker sig om træet
Rører ved ilden, ilden - der svitser! Der stikker! Der svier!
Ved berøringen flår det i hånden, pinefuldt, pinligt
Berøringen tvinger hånden tilbage, refleks
Tvinger hende ud af drømmen
Hende med et begyndende håb, en spinkel gnist
Med brand reflekteret i hendes øjne, et had til dem, til
Brand-mænd, pinefuldt smukke langtfra
Pinefuldt smertende tæt på
Smertende, når den åbne hånd rækkes ud
Når svaret er et jag, et spydigt stik, et smertefuldt evigt ar på hånden, på sjælen
Svaret er, at disse ildsjæle dør hen
Er der intet brændsel, så dør bålet ud

Der hvor bålet startede, eksisterer ikke mere

Hvor ild mødte ild, energi mødte energi, forenede sig og skabte liv

Ild-mændene hvæser og spotter, sprutter og futter

Mændene brænder op, stiger til vejrs
Brænder under skrigen, bulder og bragen
Under dem står kvinden, skæmtet og tom
Dem som ikke er mærket lukker øjnene, andre har brændte øjenlåg
Som ingen ser, det eksisterer ikke
Ingen andre end kvinden ved hvad ilden hedder
Andre igen, stirrer på det svedne græs

Igen tilbage, løb igen tilbage hvor du kom fra! siger de til kvinden - du er død nu
Tilbage er kun falmende gløder, der slukkes af solens morgenstråler