Narczissizmen og Hidolf Atler

*ADVARSEL! STÆRKT DEPRIMERENDE OG TABU SUBJEKTIVISK MATERIALE*
...en semi-narcissistisk fortælling. 

Hvad jeg nu fortæller dig er ikke rart. Du vil ikke kunne lide tanken, og er du ikke interesseret i ultra-subjektive meninger eller er i humør til undertrykkelse, lad derfor være med at læse videre.
Haha, som om du ikke læste videre alligevel! Når folk skriver sådan noget, så er det jo lige netop at man er ekstra opmærksom - lidt ligesom hvis man fx siger 'du må ikke kigge' så er det da intet mindre end voldsomt fristende at kigge!
Tilbage til hvad jeg vil sige;
Du eksisterer ikke. Du er ikke et menneske. Du er en del af min verden, den verden der snurrer om mig, med mig i centrum. Du eksisterer kun som et resultat af min vilje. Du er ligegyldig uden mig - for jeg er dit livs-grundlag.
Jeg ejer dig. Jeg kan gøre med dig hvad jeg vil. Jeg kan gemme dig i en sort kælder i flere år. Jeg kan købe 10 kg chokolade og sende det til dig med posten. Jeg kan forfølge dig, stikke dig i armen med en gaffel og kalde dig en idiot. Jeg har alle muligheder for at slå dig ihjel. Jeg kan gøre hvad som helst, og du kan ikke forhindre mig i at gøre det. Jeg manipulerer med dig, hver gang du tænker på mig, hvergang du ser mig, snakker med mig, så piller jeg ved dit sind, og tager en smule af den frie falske vilje du har.
Denne verden er ikke uden konsekvenser. Denne verden er så realistisk, at min liv afhænger af det. Ja faktisk, så kan jeg risikere at blive slået ihjel. Hvis jeg stikker for dybt, råber for højt eller overskrider grænsen, så vil grænsen kvæle mig til bitter musik. Udslette mit jeg, som en elastik der bliver strukket for meget eller en fragil plante der klemmes for hårdt. Som en mand, der bærer verden på ryggen, og knoglerne splintres og skyder ud af hans hud.  
Du er værdiløs uden mig. Du eksisterer ikke uden mig, du er tomhed og ingenting uden mig. Hvis jeg dør, så efterlader jeg mig en krop og en sjæl, men du forsvinder for altid. Jeg betyder ligeså meget for dig, som du betyder for mig. Jeg er verdens vigtigste person. Uden mig vil alting falde sammen, og alle forguder mig, fordi jeg er en gud. Jeg har mødt mennesker, jeg fortalte at jeg følte mig speciel, anderledes, som om jeg forstod ting på et højere niveau - de blev straks sure og sagde jeg ikke skulle tro jeg var bedre end andre... men de blev kun sure fordi de vidste at jeg havde ret, fordi jeg var fantastisk og de ikke var det. Selv du ved det, selv du ved, at jeg er bedre end dig - at uanset hvad, så vil du aldrig være ligeså fantastisk som mig. Er du vred nu? Jeg bebrejder dig ikke, men du var advaret. Det værste er, at selvom du ikke bryder dig om det jeg skriver, så læser du alligevel videre. Jeg er ikke ond, jeg ved bare jeg kender den større sammenhæng, og ingen skal fortælle mig noget jeg ikke har lyst til at høre, især når jeg ved at vedkommende ikke har ret.

Når jeg dør, så dør du. Ihvertfald fra min synsvinkel. Og det er det, det hele handler om - det eneste der eksisterer, er hvad du kan se, smage, høre, føle, lugte og tænke. Når dit liv slutter, så er der intet tilbage bagefter. Altså, eksisterer du kun som følge af min levedygtighed. Må jeg have et godt liv.  

BONUS:
'Hvor er Hitler?' spørger du
'Hvorfor?' svarer jeg
'Fordi der står noget med ham i overskriften...' spørger du
'Nej. Han er død. Ligesom dig.' svarer jeg
'Jeg er da ikke død' siger du
'Det er sort. Det er meget sort.' svarer jeg
Du siger ikke noget, for du ved jeg har ret.
'Gå din vej. Du kan ikke gå på andres.' siger jeg og peger i retning af vejen.
Jeg peger på dig.

Afsluttende kommentar:
Jeg tror måske bare jeg er i virkelig dårligt humør... Det hjælper nok ikke at jeg hører VETO samtidig med at jeg er træt... Træt fordi jeg blev vækket kl. halv syv her til morgen, af et par venner og min ekskæreste. De var temmelig fulde og fucking irriterende, generelt er jeg bare voldsomt træt af at 'Peter' (tro mig, min blog har aldrig skulle hænge nogen ud) kommer rendende hele tiden og stjæler min tid fordi han ikke har noget fucking liv og ikke kan finde ud af at tage sig sammen og lave noget konstruktivt. Jeg er nok mest irriteret over at jeg ikke har set min ekskæreste i lang tid, og det irriterede mig, fordi jeg blev lysvågen og det resulterede i at jeg kom til at tænke på hvor meget tid jeg spildte... Forstå mig ret, hun var rigtig sød og fantastisk på mange punkter, men nogle gange kunne hun gå amok over at jeg, i følge hende, var arrogant og bedrevidende og troede jeg var hævet over andre... Idag ved jeg, at hun bare var bitter over at jeg faktisk var bedre end hende på nogle punkter. Og af en eller anden grund, så gør det mig bare voldsomt sur. Sådan rigtigt rasende, sådan ''fuck dig! her kommer jeg og vil dele mine fortvivlede tanker, og så sviner du mig bare til''.
Jeg ved det ikke. Jeg er nok bare uheldig på nogle punkter. 
Eller faktisk, så har jeg det fantastisk. Hele mit liv er herligt, skønt og rart, med undtagelse af to ting, at jeg har denne her uro, som plager mig, denne manglende mening... Løsningen på uroen, er lige præcis den anden ting, altså at jeg mangler 


Overskriften er en blanding mellem nazisme og narcissisme btw.