Det sidste for idag

Faldt lige over et digt jeg havde liggende, dybt gemt i nogle mapper...:

(det er lidt langt, i know...)

Det var højt oppe, øverst i humøret
når den rolige dis, og balancen, gled stift og urørligt forbi
bjergene var blå og afrundede, og klare

Om tiden, skete der, at disen døde
den blævrede
og de små mænd, som altid vandrer, spærrede øjnene op
en ubekvemmelighed, en realitet
en nogenfrem problematik

Noget undgåeligt
mændene satte i små flammer
de talte
omdiskuterede, rationelt
nu hvirvelede de rundt, stilhed

Det før så håndgribelige, forsvinder ud af deres hænder
luften blæser ud og ind af deres ansigter
nu gør det ondt

Så bliver der vrede, der bliver udfordret,
der bliver stoppet op
de falder til jorden
gisper, forsøge at rejse sig,
betydning kommer frem

Og de presser sig frem, det klemmer om deres ansigter
hele materien strider sig rundt
så smiler de, for nu er det rigtigt igen
det tror de
men disen knækker

Det flyder
Det flyder med dis,
den sprækker, og de hverver sig mod den
de kan ikke fæle den
de kan ikke følge den

Det stinker,
det brænder og svider
som hvid ild, uden krop,
de bliver boret, hårdt og brutalt

Mændene står på overfladen
det brænder
de søger at finde mening
det svier
Men havet vælter omkring dem
det ætser

De drukner
de opløses,
De glider på overfladen,
vælter alle
ned mod overfladen
ned mod gulvet

Det slår hårdt

De står på gulvet, der ikke er dækket af dis
Disen fortættes omkring dem
ligger sig som et lag
rimfrost
drabeligt, for nu tager det fart
små pytter opstår,
ud af det blå, som er hvidt
Og bjergene brøler

For nu er det en overflade,
en våd en
en kold en
Mændene ryster
en død en
Nu græder de

Det flyder,
det hele
det flyder
Og havet vælter

Så kommer stødet
den bitre mening
uden fokus
ingen tanke
uden mål
ingen hanke

Der er ingen greb,
galskaben slider
Og mændene falder, de lider
og langsom hviner fødderne hen ad overfladen
som et hårdt bonet gulv

De glider, langsomt,
men sikkert
og tabet er sikkert
og før de rammer, rejser bjergene sig
de vrider sig,
og så kommer stødet

Det knaser grusomt, kranieskallen flækker
hver eneste lille kranie atom hviner
føj hvor det hviner
og det splatter
for der er vådt, der er smat
øjnene åbnes helt op, helt på vid

Stilhed.
dryp, dryp
Og stilhed.
og alle mændene er tavse
passive, apatiske, apatissive
tomhed, stemingen er tomhed

Den dybe vejrtrækning
umening
dyb vejrtrækning
ufokus
dyb rallen
uforståelse
dyb vejrtrækning
tomt, dybt og tomt

Inget flyden, bare tomt.
døde følelser, taber altid
døde tanker, giver intet fokus
flydende meninger, giver ødelagte forhold
tabte tråde, giver intet resultat
ingen forståelse, giver dårlige svar
Og mennesket,
det giver en mening, mener noget andet
vil noget tredje, og forventer det rigtige.

_________

Føj for satan. Det burde være forbudt.

Det er Synd for de stakkels mænd, og det slider på bjergene,
de erroderes, og dør

Mennesket er ondt,
og giver ingen mening.
For der er ingen mening,
og at søge efter den ville bare være fjollet

For meningen bærer man rundt på inde i sig selv…