Idag læste jeg noget meget klogt. Eller, jeg syntes ihvertfald det var klogt - det gav mening, og det var humoristisk på en sådan.. objektiv måde, men vigtigst af alt, så fik det mig til at tænke... Tænke hvad? Jo, at jeg har ondt af dem... Hvem? Menneskedyrene (til dig der ved hvad jeg snakker om allerede nu, vil jeg i al ydmyghed, linke andre til her:  http://among-all-the-stars.blogspot.com/ og se indlægget fra den 27 februar 2012)

'Men hvorfor?' tænker du så måske? Jo, fordi... de må jo være forhadte af alle andre end dem selv? Hvor end de kommer og går, bliver naturen ødelagt, transformeret eller endevendt.. Dyr forsvinder, planter bliver ødelagt - det er da klart at aberne, algerne, abrikostræerne, afrikanerne (lol, sorry), antiloperne, aloe vera, og alle de andre dyr og planter med a (men også dem der starter med resten af alfabetet (altså ikke på en gang, hvis du forstår)), er sure på menneskeheden...  

Det er sjovt at der i hvert eneste dyre- plante- naturprogram bliver nævnt at ''Sølvpelargoniens største trussel er den Løvspisende Indiafrokanske frø'' eller ''som desmerdyr, må du passe på både løver, hyæner og abeørne, da de er de mest frygtede rovdyr'' osv. ...men som en sidebemærkning bliver mennesket også lige nævnt, sådan lidt diskret og ligegyldigt - selvom det jo reelt er menneskets skyld, at så mangt og meget hvert år ophører med at eksistere... Om det er hjernen (org, det er fristende at lave et indlæg om) eller atombomben (okay, det er endnu mere fristende!) der symboliserer menneskets udvikling fra simpel organisme til denne alt overskyggende dominerende livsform, det vides ikke. Kigger man på det fra et religiøst perspektiv, så må Gud være lidt af en møghund, når han har skabt noget så destruktivt (her vil den anti-religiøse hurtigt konkludere, igen, at religion er noget skidt). 

En af de største elefanter er jo pinligt nok menneskeheden... Den er det største problem der findes i hele verden (hvis man ser det fra naturens side selvfølgelig), og hvis noget så selv-destruktivt (vi har alligevel levet længe under denne omstændighed) og hærværkende virkelig elskede naturen og den verden det levede i - så begik det kollektivt selvmord. 7 milliarder mennesker på en gang. BUM! og alle problemer i hele verden, ja måske ligefrem solsystemet eller mælkevejen ville være løst... (det er selvfølgelig lidt firkantet - og kommer nok an på hvad hvad man definerer som problem... (hvilket også ville være et glimrende blog indlæg) ...og så er der selvfølgelig spørgsmålet om hvor meget selvbevidsthed dyr og planter har, samt om menneskeheden ikke er noget værd osv.) 

Nu finder jeg det pludselig indlysende at tænke: ''er jeg så ond og forskruet? har jeg en del af skylden, i at verden hænger sammen som den gør? for er jeg ikke en del af menneskeheden?'' ...for jeg føler da ikke jeg gør noget forkert, eller gør nogen ondt? Og det er da en tanke der rusker liv i opfattelsen af mig selv. Desuden, så håber jeg også at det vil sætte nogle tanker igang hos dig ;)
(selvom du nu ikke behøver melde dig ind i Green Peace eller noget - for det er jeg heller ikke personligt så meget for...)  

Nye elefanter:

- Menneskedyret (bare for princippets skyld)
- Nogle naturprogrammers lalleglade omgang med definitionen af mennesket (var den lige i overkanten? i hope not)