Dear Mom and Dad

En eller anden dag går det op for en, at de kære forældre man har, ikke længere er de udødelige supermennesker man kender, og hare kendt siden altid. For nogle vil det være når deres matematiske evner overstiger deres forældres, eller når forældrene spørger en til råds om computeren. For andre vil det være når forældrene anbefaler en bestemt frisure, og den tydeligvis er forældet, når de kalder Kvickly for OBS (det hed det for 10 år siden) eller skriver 'hilsen Jan' i en facebook besked (navnet står der jo allerede...) På den anden side, så vil der nok gå mange år, før jeg selv bliver lige så dybt integreret i banklån, huse, biler, forsikringer og alle de andre 'voksen-kedelige-men-desværre-nødvendige-ting'...

I virkeligheden, så handler det nok ikke om at være forskellige, men ENS. Det øjeblik det gik op for mig, at mine forældre var helt almindelige mennesker, med helt almindelige problemer og behov, var da jeg kunne spejle mig selv i dem. Lige netop opdage, at de ikke altid var glade, havde store og små problemer, men i særdeleshed opdage at de var levende, kød og blod, ligesom mig.

Tough shit. Lad mig opbløde det lidt med et par nye elefanter:

- Valentines day, mors dag, fars dag og til en vis grad halloween (disse, fordi de er blevet adopteret og brutalt tværet ind i den danske kultur. Valentines day især, da det, helt ærligt, bare er en undskyldning for blomster- og chokoladefirmaerne for at sælge ekstra meget. Kynisk kalder du mig? Okay okay, måske en smule, men over vej nu det her, er den vestlige verden virkelig så ødelagt, at den kræver en SÆRLIG DAG til at fortælle mine forældre og udkårne kærligheder (måske er det lidt begrænset for tiden, men flertal lyder bedst) at jeg holder af dem? Det burde jo ærlig talt være sådan at man gjorde det året rundt...)
- Den vestlige verden   
- Mode shows (dafuq? hvem ville overhovedet gå rundt i en udstoppet pelikan med guldfarvede ståltråds paillet vinger og et 16 meter langt slør i en eller anden gråfarve med ild i? eller sådan noget?)