Efter at have set 1½ times videooptagelser fra da mig og mine brødre var små, går det op for mig at disse er premium underholdning og kan være ligeså action fyldte, spændings intense, nervepirrende og hjerteskærende som den bedste hollywood film... Tro mig, jeg var ved at dø af medlidenhed da mine forældre snakkede sammen (de er døve, de bruger tegnsprog) og man kunne høre min lillebror græde i baggrunden uden at nogen hjalp ham. Det bedste øjeblik var nu da min lillebror (her er han lidt ældre) desperat kæmpede for at kommer op ad en bakke, men jeg i bedste cliffhanger stil sad og heppede på ham, og han tilsidst blev reddet af ingen andre end mig (reddet som i at blive støttet opad bakken 30 cm.) jeg følte mig så awesome.
Jeg vil anbefale alle at gøre som jeg, og fiske de gamle VHS bånd frem, og spendere et par timer foran maskinen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar