om virkeligheden
om hvor virkelig den er
mister jeg tillid til realiteten
det der rent faktisk er
En tankemagnet
en forude uden slør, der fortsætter
bredt og til alle sider
slukket i søvnen
men druknet i drømme, forfulgt
af den tabte hjerne
De må manes i papiret
tvinges ud på taster, og klemmes
som en fedtet pasta
ud på den lysende tavle
Efterlader mærker hvor jeg går
kradser i bordet hvor jeg bider
og i min sorte box, knirker skriblende
det er sår der aldrig heler
- men mest fordi jeg altid piller i skorpen
Glemmer snart den ro
smagen af sjælefred, og apati
den er min lille følgesvend, en grim en
og når jeg drukner i mættede gasser
menneskegasser, af den sociale art
så kradser den - og den bliver ved
Jeg har kun et valg
skønt det er et paradoks
men illusionen om en beslutning
gør tanken spiselig, krydret med konflikt
Lille ven, kravl ud af min arm
sniger sig gennem mine årer, med glubske øjne
vikler min mund, rundt om din hals
syre lister fra dit gab
og så slår jeg til, jeg kvæler dig og du vantro mimrer
din fiskemund, dit sure univers
du er en gentagelse, en dreven angst
og glider du ud af min favn
skønt du bare er et tankemønster, så føler jeg det
kortvarigt, søger du tilflugt
i min mave, hos min hjerne
men der er ingen hjemme
for min hjerne er fortabt
og dit levestof er brændt ud
Kradsemærker er dit eneste minde, og rifterne
svier stadig, din summen
hvisker fra papirene, båret af kladderne
deres mangfoldige væsen
Jeg ved du aldrig eksisterede, og stadig ikke gør det
du er tabt i talestrømmen, og kommer aldrig tilbage
- så længe jeg ikke tænker på dig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar