Særligt sensitiv samvittighed.

(når jeg siger særligt sensitiv, mener jeg ikke det der tandpasta - bare så vi er enige!)

...jeg får dårlig samvittighed over de særeste ting. Nogle gange, eller faktisk ret ofte, kan jeg sidde og tænke tilbage på noget jeg har oplevet for nogle minutter, eller flere år, siden - og få voldsomt dårlig samvittighed. Ikke den der slags hvor man er flov, men mere sådan en følelse af akavethed... en følelse af, at man burde gøre noget, eller have gjort det i situationen. En følelse der kan resultere i røde kinder og blanke øjne (blanke! ikke tårevædede, der er forskel!)... Og alt dette, skønt det bare er tilfældige strøtanker. En slags kollektiv samvittighed.

Jeg er særlig sensitiv overfor hvordan folk har det. Ganske enkelt. Sidder jeg i bussen, og der sidder en dreng eller pige og ser ked af det ud, så får jeg en drivende lyst til at trøste dem. Går jeg blandt mennesker, kan jeg tydeligt fornemme når noget er galt. Hvis nogen er ved at fremlægge, og er ved at få deres ansigt galt i halsen af bar nervøsitet og utilpashed. Hvis nogen er tydeligt pinlige eller utilpasse ved situationer.
Hvis de har det rigtig skidt kan det ligefrem smitte, en form for ufrivillig opbakning fra min krop der siger 'hey! det er okay, jeg ved du har det skidt - du er ikke alene, jeg er her for dig'... Andre gange, så kan jeg høre eller læse noget, hvor jeg får så ondt af personen... ikke på en medlidenheds-agtigt måde, eller sådan en 'jeg har ondt af de små negermænd der sulter', nej mere sådan en... ehm... følelse af at jeg burde ordne det, gøre folk glade, kontakte dem, give dem et kram og sige at de ikke er alene. Fortælle dem at uanset hvor mange mennesker der er ligeglade med dem, så vil jeg altid holde af dem, og synes de er noget værd.
Det er en følelse af at redde, ikke verden, men personer, mennesker, som dig og mig.
Måske fordi jeg selv har det sådan nogle gange.

Jeg kan ikke løse folks problemer, men jeg ville ønske jeg kunne - og jeg håber det tæller.
Jeg ville aldrig kunne vide hvordan folk har det 100% - men jeg ønsker dem det bedste.
Og til sidst, så vil jeg bare sige til dig som læser, uanset hvem du er, du er altid noget værd for mig, for når du læser denne blog, er du en del af min virkelighed, min eksistens, mit liv - og alle i mit liv er vigtige, for det vigtigste i verde, det er livet. Også selvom man lever det med en dødelig slutning.