Novelle - ''Jeg skal dø''

Min mave gør så ondt. Jeg må have spist noget virkelig slemt, eller noget jeg ikke kunne tåle. Det er sikkert det brød jeg fik til morgen, jeg vil vædde med at far har købt det hos Guldbageren, også selvom han ved jeg ikke kan tåle gluten. Måske er det bare luft i maven, eller… Ved nærmere eftertanke er det faktisk min lunge. Det stikker når jeg trækker vejret dybt, ja faktisk stikker det hele tiden. Der er altid noget i min krop der gør ondt, mine ben, mit hoved eller mine fingre. Både udenpå og indeni. Lidt som om jeg har et monster, eller væsen, der lusker rundt i mine blodårer og suger livet ud af mig.
Jeg var ved lægen og få tjekket et modermærke i sidste uge. Jeg er bange for det er kræft, for modermærket ser helt anderledes ud end det plejer. Det er nu ikke derfor jeg er på vej til hospitalet, jeg skal besøge min ven, Adrian, han har vidst forstuvet benet eller sådan noget. Det er sært, for det er altid mig der er syg eller kommer til skade, for Adrian er nok den mest sunde person jeg kender. Han gennemførte sit tredje marathon for en uge siden, han er høj, slank men også muskuløs. Pigerne snakker altid om hans brede skuldre, markerede kindben og hans solbrune hud – jeg er lidt jaloux må jeg nok indrømme. Han er ret populær i klassen. Hvis jeg ikke var venner med ham, så ville jeg nok blive mobbet, men han snakker ikke med andre end mig, og så lidt med to af pigerne. Han er ret genert, men jeg er den eneste der ved det.
Vi er faktisk store modsætninger, så det er pudsigt at vi blev venner. Jeg sad i 7. klasse og hev efter vejret, for jeg havde glemt min inhalator mod min astma. Adrian gik i parallel klassen på det tidsspunkt (vi blev smeltet sammen her i vinters), og kom gående ned af gange. Han spurgte hvorfor jeg lød så sjov når jeg trak vejret, ikke på en ond måde, bare sådan nysgerrigt, og det fik mig til at grine, hvilket resulterede i at jeg var ved at blive kvalt. Jeg troede ærligt talt mine dage var talte. Adrian, der troede han havde gjort noget slemt, hentede lærerne, og gik ikke fra min side den næste halve time hvor jeg, efter mange vejrtrækningsøvelser, til sidst fik vejret. Siden har vi snakket meget sammen, og vi kan altid ffå hinanden til at grine. Jeg tror han er glad fior at jeg er så meget nede på jorden. Han er min bedste ven.
I modsætning til Adrian, er jeg bare tynd. Bleg, spinkel og tynd. Jeg kan ikke være for længe i solen, det giver mig tør hud, rød hud og afskallet hud. Jeg kan ikke rigtig lave noget idræt pga. min astma og sukkersyge, for ja det har også. Jeg har dårlig ryg, så jeg er ikke særligt høj, som følge af min krumning. Tilgengæld bruger jeg ikke briller. Faktisk så er mit syn helt perfekt. Desværre er der en hang til grå stær i familien.
Vejen op mod hospitalet er lang og bakken er stejl. Jeg sætter mig ved en bænk. Lyden af vand, plasker et sted i nærheden. Et stille skrig høres langt borte. To fugle flyver i cirkler omkring hinanden, højt opppe under de grå skyer. De flyver mod vest, både fuglene og skyerne. Forhåbentlig bliver det lidt bedre vejr senere – og jeg har husket min solcreme og allergipiller, så lidt sol og pollen skader mig ikke. I hvert fald ikke i et par timer.
Jeg har ofte tænkt på døden. Jeg tror aldrig jeg når at blive gammel. Adrian og mig har lavet en aftale om, at vi flytter til Italien og bor i et lille hus når vi bliver gamle. Så kan vi sidde og nyde vejret og dagen der bare går. Men jeg når nok aldrig så langt. Jeg er overbevist om, at en af mine skavanker slår mig ihjel først. Og hvis ikke en af dem, så får jeg sikkert kræft, eller organsvigt, eller en nyresten på størrelse med en tennisbold. Ironisk nok, har jeg aldrig spillet tennis. Eller også, så bliver jeg sindssyg eller skizofren, og bliver tosset så man er nødt til at aflive mig. Eller måske får jeg en hjernblødning og ender som en grøntssag. Det ville nok ikke gøre nogen forskel. Adrian har ingen skavanker. Jeg tænker tit på ham som et super menneske. Men altså, hvis jeg ikke dør af sygdom, så bliver jeg vel kørt ned, eller myrdet eller kvalt i min tomatsuppe. Det ville ikke undre mig.
Jeg rejser mig, og det knager i knæene. Selvom jeg er ung, så er jeg allerede ved at få gigt. Det er noget der ligger til familen, problemer med knoglerne, med rygmarven. Derfor er jeg ofte, hvis ikke altid, forkølet, jeg har dårligt immunforsvar. Jeg sammenligner det næsten med HIV og AIDS, hvordan det ligger og lurer, og BANG! så slår det til, og nedbryder min krop stykke for stykke. Jeg ender som en klump sygdomsbefængt kød. Bare tanken gør mig syg.
Jeg kommer op på hospitalet, spørger en receptionist om vej, hun smiler og peger, men der er noget over hendes smil – det er lidt for stift. Måske er det bare sådan man smiler når man arbejder på et hospital. Jeg åbner døren ind til Adrians stue. Det er underligt, for Adrian ligger i en seng og han ser temmelig træt ud. Han plejer ellers at være super frisk. Omkring ham står en kødrand af mennesker. Det er vidst en ret slemt forstuvning. Måske er benet brækket. Det håber jeg ikke, for så går der lang tid før Adrian kan løbe igen.
Jeg kommer hen til ham, sætter mig ved siden af ham, på sengen. Alle de hvidkitlede folk og hans familie trækker sig lidt væk. Adrian kigger mig ind i øjnene, og smiler roligt:  ’’Jeg skal dø’’.