Den latter, der ikke er sjov

Latter. Latter latter latter. Forestil dig ordet latter foran dig. Jo flere gange du ser ordet for dig, smager på det, siger det inde i dig selv, og siger det højt, jo mindre betydning vil det have. Latter. Selve ordets sammensætning vil blive ubetydeligt og give nada mening. Det vil fremprovokere ingen mening. Latter latter latter. Latter. Latter. Latter... Latter latter...
Så hvorfor er jeg igang med at myrde dette stakkels uskyldige ord? Fordi jeg kom hjem idag. Og tv'et stod på disney channel (altså min bror så det). Og da jeg begyndte at lytte til tv'et (jeg lavede en sandwich), gik det op for mig, at programmet gik fra at give mening, blive baggrundsstøj, blive fokuseret på latteren, DÅSELATTEREN eller DISNEYLATTEREN, kunne jeg slet ikke høre andet end den falske ensformige latter... og den kom gentagne gange, faktisk et modbydeligt voldsomt højt antal gange, det gik lige ind i hjernen og fuckede det hele op, latter latter, kunstig latter, og mere kunstig latter. Da jeg endelig satte tænderne i en cheeseburger (min far var på daværende tidspunkt kommet hjem, og havde været forbi mågen), kunne jeg slet ikk fokusere, overhovedet, kunne ikke høre andet end falsk gentagende latter. Jeg følte mig mildest talt hjernevasket. Stakkels mig og stakkels børn.

latter latter latter latter    latter latter    latter latter.....