At passe på, at passe ind

Jeg tror at alle mennesker har følt de nogle gange ikke passer ind.
Hvilket jo i grunden måske er lidt paradoksalt, da alle mennesker ER ALLE mennesker - dvs. at alle har følt at de ikke passede ind i alle de andre der ikke passede ind... Anyways, at passe ind er nogle gange noget fysisk, ser ens tøj mærkeligt ud? Er mand fysisk deform på den ene eller anden måde? Er kvinde unormal på den ene eller anden måde? Er det hårdt at have hår, der ikke sidder hvor, det skal? Det giver sig selv, de fleste mennesker har gerne noget de vil ændre på deres rent fysisk fremtoning...
Hvad jeg i grunden finder mest interessant, er de tidspunkter, hvor man ikke passer ind - med sin hjerne...
Nogle gange oplever jeg en situation, hvor min hjerne simpelthen prøver at flygte fra mig, fordi den ganske enkelt ikke finder sig godt tilpas. Det kan være til eksamens, foran store forsamlinger, sammen med familien eller lignende...
Men det er værst i situationer, hvor folk siger et ord jeg ikke kan tåle, eller når jeg bliver dødsangst, eller går alene om aftenen og funderer over ting - når jeg bliver mest bevidst om det at være til, og opdager at jeg er igang med at eksistere og ligesom vågner op fra hverdagens flow. Det er som om en skygge af mig selv hænger ud af mig, en 'ud af kroppen' oplevelse, hvor jeg kigger på den fornemmelse jeg har i mit indre...
Allermest især, har jeg denne oplevelse, når jeg oplever noget så pinligt, så bizart underligt (og her mener jeg ikke en mand med et blæksprutte hoved, eller en bil med slange hale og øjne af kaniner - selvom det også kunne være temmelig syret...), at jeg må ryste det af mig, vrænge ansigt, synke, knække med fingrene, gnide mig i ansigtet, klemme tænderne sammen og andre 'jeg-laver-lige-den-her-fysiske-bevægelse-mens-jeg-venter-på-at-situationen-går-over'...
Hvad der forundrer mig mest ved disse oplevelser er, at de mennesker (oftest er der mennesker involveret) ikke kan se hvor sygt, mærkeligt, underligt og forkert på en unormal måde, de opfører sig... Og så vender jeg tilbage til det der med at høre til, at passe ind - måske er det i grunden ikke dem, men mig, der ikke passer ind, at jeg er direkte dimensionelt anderledes? Isåfald, så har jeg lidt ondt af mig selv, når jeg er den eneste der kan se det - og omvendt er jeg lykkelig for, at de ikke selv kan se det, for ærlig talt, de ville dø af det...